Pinocchio HJ skuffede som favorit
Pinocchio HJ med topjockeyen Mathieu Abrivard blev spillet til favorit på Enghien, men formåede slet ikke at indfri forventningerne og sluttede sidst over mål.
Allerede fra start blev den danske traver sat af og lå sidst i feltet, og sådan blev det.
Tempoet var rimeligt – de første 1250 meter blev afviklet efter 1.14.3 – og derefter ville Abrivard indlede sit angreb bagfra, men det bed slet ikke for Pinocchio HJ, der aldrig kom ind i løbet og passerede målstregen som sidste hest.
Lidt trøst var der dog at hente for Stald KTAS, idet flere heste var diskvalificeret, således at Pinocchio HJ fik løbets sidste præmie på 700 Euro – eller omkring 5.500 kroner!
Pinocchio HJ, der var spillet til løbets favorit til odds 3,80, blev noteret for 1.15.5/2250 meter – løbet vandtes af 19-oddseren Quete des Racques (Goetmals Wood) med Amandine Brouel, der sejrede i 1.13.8.
Pinocchio HJ har nu tjent 34.940 Euro – eller 260.000 kroner under sit Frankrigs-ophold.