Pinocchio HJ får derbychance
I dag blev det klart, at Jägersrohesten President Bravur på grund af en seneskade ikke kan starte i Dansk Trav Derby – i stedet går pladsen nu videre til Stald KTAS-hesten Pinnochio HJ.
President Bravur startede ikke i Derbyprøven, men blev via Pointberegningen kvalificeret til en derbystart.
Da den nu melder forfald går pladsen videre til den næste på listen, Pinnocchio HJ, der løb uplaceret i Derbyprøven
Skulle endnu en udtaget derbydeltager melde pas – ja, så kan Pondus Bork få muligheden – den var også uplaceret i Derbyprøven.
Derimod skal Partout Simoni, der var nummer tre – og faktisk meget tæt på en andenplads i Derbyprøven – håbe på at yderligere to derbyheste melder forfald inden mandag formiddag, for at den kan få plads i derbyfeltet.
Udover Pinnocchio HJ har Per Mento, der toppede Pointberegningen, også fået startplads i derbyet via denne specielle danske regel.
Og med hensyn til fordelingen af startsporene i DFDS Seaways Dansk Trav Derby 2011 så sker det uden nogen form for festivitas – nemlig samtidig med der anmeldes mandag morgen til Løbssekretariatet.
Da var det anderledes for 50 år siden, hvor den populære skuespillerinde Ghita Nørby var Lykkens Gudinde, og på den måde var med til at skabe opmærksomhed om Derbydagen.