Picture F H helt outstanding
De danske heste og kuske er blandt de dominerende i aftenens løb på Jägersro, hvor det foreløbig er blevet til tre sejre – heraf to med vindertider bedre end 1.11!
Axel Jacobsen åbnede ballet med Picture F H, der imponerede stort som sikker vinder i fremragende 1.10,8a/1609 meter – blot 1/10 sekund langsommere end Hugo Åbergs-vinderen Commander Crowe – efter en fantastisk præstation, hvor S J’s Photo-hoppen måtte gå det meste af rejsen i dødens udvendig for den førende Real Showman, der afviklede den første kilometer efter 1.10,9!
Med 600 meter igen overtog Picture F H føringen og holdt siden farten til let sejr – årets tredje – der blev belønnet med 70.000 SEK. Ray Ban med Ken Ecce sluttede fint af mellem heste efter et løb i inderbanen og plads til angreb midt på opløbet, men det blev kun til fjerdepladsen i 11,5.
En fremragende indsats af Picture F H, der som 3-års tilhørte årgangens top med sejr i bl.a. Dansk Hoppe Kriterium, men siden faldt S J’s Photo-hoppen helt ud af stilen pga. sygdom og har derfor kun startet syv gange de to seneste sæsoner.
I år er Picture F H vendt tilbage på højeste niveau og aftenens sejr var som nævnt den tredje sæsonsejr i 13 starter. Hun bliver spændende at følge fremover.
Sjælden skade
Axel Jacobsen har haft Picture F H i træning igennem hele karrieren og “Mester Jacob” var selvfølgelig en glad mand, da TravService.dk fangede ham senere på aftenen:
– Det var helt vidunderligt at se hende i dag, fastslog Axel Jacobsen.
– Picture F H var fantastisk som 3-års, men kom ikke tilbage på samme niveau som 4-års og fungerede slet ikke. Derfor blev det kun til fem starter og efter den sidste start i slutningen af oktober (2011) fik hun en højst usædvanelig skade, som hverken jeg eller de to dyrlæger, jeg konsulterede – bl.a. Jonas Thunell i Sverige – tidligere har set. Det svarer til en skade på akillessenen hos mennesker og det var tæt på at hun blev sendt i avlen.
– Efter skaden var blevet “lokaliseret” gik Picture F H et halvt års tid oppe hos Jens Ulrich Nielsen på Stutteri Garbo sammen med stutteriets følhopper, og siden fulgte omkring fire måneders genoptræning.
– Hun blev godkendt i prøveløb den 7. oktober i fjor og har siden sit comeback vist ganske pæne takter, men slet ikke noget af det, vi så i aften, så jeg er meget, meget glad.
– Der er ingen aktuelle planer med Picture F H efter i aften. Nu skal vi bare hjem og ha’ tjekket hende igennem, så må vi se hvad der så skal ske, slutter Axel Jacobsen, som kun havde Picture F H til start på Jägersro i aften.
Picture F H’s vindertid er blot 3/10 sekund fra Mathilde Trøjborgs absolutte hopperekord på 10,5.