Perfekte baneforhold på Lunden
Lundens banelegeme er helt perfekt i dag, fortæller Carsten Bundgård fra Charlottenlund Travbane.
– Rundt om i landet er der faldet meget sne de sidste par dage, men det er vi heldigvis sluppet for her i Charlottenlund. Banen er helt perfekt, og som det ser ud nu her fire timer før løbene igangsættes, kan man køre med valgfri balance.
Kaj Westergaard må desværre blive hjemme i Jylland. Han kan helt enkelt ikke komme frem pga. sneen. Det er selvfølgelig surt, men ingen er herre over vejret, siger Bundgård.
Bundgårds bedste spillebud er Langelidgutten (s), som går til start for Flemming Jensen i eftermiddagens 5. løb, V5-3.
– Hesten har kæmpekapacitet, og har vundet 14 af sine 31 starter. Den traver ikke helt 100 %, men uden galop bør den være vinderen. Ellers har jeg lidt fidus til Turbo Later (s) i samme løb. Hesten løber på toptider hver gang, og da jeg lavede tips sent torsdag aften/nat, havde jeg ikke fokus på den i dens seneste løb i Aalborg. Her fik den et umuligt løb, så måske kan den overraske i dag, siger Bundgård.