Påsketanker – 1
Det her er der ikke noget helligt over, men en gang imellem har vi det vel alle sammen sådan, at vi sætter os ned og reflekterer over tingenes tilstand.
Det er sket for mig – og det gjorde næsten ikke ondt!
I de gode gamle dage var Påsken noget helt specielt.
F.eks. så var det en gylden regel, at ”langfredag måtte ingen hjul snurre” – eller på nutidsdansk: Langfredag måtte der ikke trænes på travbanen!
Den regel gjaldt både Langfredag og Juledag.
Væddeløb var der Skærtorsdag, Påskelørdag og 2. Påskedag – og det var store og velbesøgte løbsdage.
Og hvorfor har vi egentlig ikke løb 2. Påskedag i Danmark?
DM for professionelle travtrænere er afviklet.
Tillykke til Rene Kjær med den tredje titel, og de 52.000 kroner han i alt fik ud af at deltage i konkurrencen.
Rene er god til at sælge sig selv og ville også kunne sælge sporten godt på landsplan, hvis han fik mulighed for at komme i landsdækkende medier.
Der var i alt sat 115.000 kroner af i kuskepræmier i forbindelse med DM-konkurrencen – og hertil kommer så øgede væddeløbspræmier for at få heste til start i DM-løbene – så der er da andre end lige kuskene, der har fået noget ud af det DM.
Væddeløbsbanerne havde også nogle gode dage, men spørgsmålet er, at de ikke kunne være skabt på anden vis.
Travsporten som sådan fik ikke megen dækning ude i samfundet af dette DM – og sådan har det været i flere år.
Sporten er mediemæssigt druknet i de fleste landsdækkende medier, men den er også godt på vej til at drukne hos vor spiludbyder, Danske Spil.
Det var da så drivende oplagt, at have Danske Spil med i forbindelse med DM-konkurrencen.
Man skulle da kunne spille på sin favorti i DM-konkurrencen!
Og selv om man desværre ikke må tilbyde faste odds på hestevæddeløb, så kunne man da lave et toto-spil.
Jeg tog allerede inden DMs første afdelinger kontakt til Morten K. Sørensen på DanToto/Danske Spil for at høre, hvorfor der ikke var spil på DM-konkurrencen.
– Interessen er for lille – sidst var omsætningen på omkring 15.000 kroner og det mener vi er for lidt til at sætte et spil op på, var svaret.
Det kunne dog være, at en fælles og kraftigere markedsføring kunne have bragt omsætningen højere op?
For mig at se ville det øge interessen betragteligt, hvis man havde lejlighed til at spille på sin favoritkusk!
Men apropos spil, og her er det mere de direkte spil i løbene, jeg vil ind på.
Jeg så ikke selv løbene fra Skive Langfredag direkte – (Påskefrokost, you know) . men jeg blev om aftenen kontaktet og gjort opmærksom på den meget uheldige måde, der blev kørt på i DMs sidste afdeling.
Her gjaldt de for de førende kuske at placere sig således i løbet, at deres nærmeste konkurrenter i pointsstilingen ikke kunne komme frem.
Det handlede altså ikke om at køre hestens optimale chance, men det blev udelukkende et taktisk spil om points.
Og hvor smart er det lige, at kuskene selv omtaler denne form for kørsel efterfølgende i al offentlighed.
Det går jo ikke!
Deres motiv er dog fuldt forståeligt.
Der er kun points-penge og bonus for serj, der giver kroner og øre i kassen i DM-løbene.
Altså ingen procenter eller penge for at køre en hest i DM-løbene.
Måske var det derfor, at nogle af Danmarks mest profilerede travkuske meldte afbud?
Skal vi fortsat have en DM for professionelle Travtrænere?
Hvad synes du? – Send gerne en mail til info@travservice.dk
Flere Påsketanker følger i morgen, søndag.