Partout Simoni svigtede som favorit
Torsdag aften startede Partout Simoni for første gang for sin nye hollandske træner Paul Hagoort i Gelsenkirchen og sluttede på en tæt andenplads med Robin Bakker i sulkyen.
Tempotorsk – vil nogen sikkert sige var årsagen til, at Partout Simoni ikke vandt som storfavorit til 15:10.
De sidste 50 meter blev afviklet efter 1.11 og så er det svært at tage længder ind.
Spørgsmålet er bare om Partout Simoni, som havde tjent mere end dobbelt så meget som sine konkurrenter, skulle have løst opgaven alligevel.
Nu fangede den ikke den 9-årige Yesterday (Incredible Hulk) med Stefan Schoonhoven, der sejrede med et hoved foran Partout Simoni (Jag de Belluet) – begge i 1.15.5a/2000 m.
Der var 800 Euro i præmie til Partout Simoni, der er opdrættet af Peter Simoni. .
Partout Simoni var oprindeligt anmeldt til DTCs Hingstefremstilling i næste uge, men er slettet.