Partout Simoni i fin forfatning
For en uge siden modtog Flemming Jensen Jydsk 3-årings Grand Prix- og Kriteriumsvinderen, Partout Simoni, i træning – og hesten var i fin forfatning ved ankomsten til Danmark.
– Der var ikke noget at klage på. Hesten var i fin forfatning ved ankomsten. Nu indgår han i vores træningsform, og så håber vi, det falder positivt ud, siger Jensen.
På søndag står Flemming Jensen foran en meget spændende opgave, når han sender Local Conch til start som favorit i Broline Copenhagen Cup 2011.
– Spor 9 var bestemt ikke et ønskespor, men for Locals vedkommende havde spor 1 nok været endnu værre. Jeg søger ryg på 2’eren fra start, og så må vi se, hvordan løbet udvikler sig.
Han har gået nogle hårde løb på det sidste, men det ser ud til, han tåler det. Løbet på søndag har samlet mange fine heste, og jeg har respekt for alle i feltet, siger Jensen.
I Travrondens Hoppeløb 2011 med en præmiesum på 200.000 kroner sender Flemming Jensen formtoppede Mathilde Trøjborg til start.
– Hun har virket frisk og fin efter Solvalla-starten. Nu har hun fået flere starter i kroppen, og virker lettere i benene. Det tegner derfor lyst frem mod starten på søndag, siger Flemming Jensen.