Pacific Line overraskede
V65-spillets 1. afdeling i Århus gav sejr til Thomas Bonde med Peter Frandsen-trænede Pacific Line (Great Challenger), der på målstregen fangede Ramona til kneben sejr.
Der var fuld knald på fra start, hvor Peter Frandsen tog spids med Prins Fame, men fra anden række kom Finn M. Lassen kom fint igennem fra start og satte i første sving den førende under stenhårdt pres.
Efter 1.15 de første 500 meter overtog Primus Pax føringen og tempoet blev holdt oppe – 1.16/1000 meter.
Ind på opløbet var Primus Pax fortsat førende, men bagfra kom Ramona nu i en god afslutning. Morten Friis’ hest lignede vinderen, men måtte på selve målstregen se sig passeret af 13-oddseren Pacific Line, der således fik en fin sejr i sin første start for Peter Frandsen, som har haft hesten i træning siden begyndelsen af november.
Vindertiden blev 1.17,6a/1800 meter.