Owens sikrede Lønborg championatet
Owens vandt sin syvende sejr på stribe og sikrede samtidig Henrik Lønborg årets trænerchampionat på NKI Racing Arena Aalborg. Per Astorps sejrshest blev samtidig kåret som Årets Hest i hård kamp med Oat. Kenneth Andersen dagens store profil med tre sejre.
Birger Jørgensen og Kent Friborg havde begge chancen for at slå Henrik Lønborg på målstregen, men selvom førstnævnte kom bedst fra start med sejr i 2-årsløbet bag Søren Johansson-trænede Sinette C N (Axwill), lykkedes det for Henrik Lønborg at slå kontra og sikre sig sit første championat i Aalborg.
Meget blev afgjort i 5. løb, hvor sejrshesten Owens (Earthquake) tog sin syvende sejr på stribe og dermed indfriede forventningerne som dagens største V5-favorit.
Efter 7-800 meter kom Owens perfekt frem til andet par udvendig i ryg på Ofelia B S, der overtog føringen midt på bagerste langside, men ind i sidste havde Owens overtaget og holdt siden farten til overlegen sejr i tiden 1.17,9/2120 meter foran Oscar Vang og Ofelia B S.
Sejren betød at Owens bragte sig alene i front i kampen om titlen som Årets Hest med syv sejre, ligesom Henrik Lønborg igen overtog førstepladsen på trænernes Top 10 med 21 sejre.
Championatsduellen fortsatte i det efterfølgende løb, hvor Henrik Lønborg midt på første langside overtog føringen med næstfavoritten Pelle Lund, der kort efter fik favoritten og Årets Hest-kandidaten Oat med Birger Jørgensen frem udvendig.
De to heste fik et forspring til de øvrige og gav hinanden en rigtige herredyst, mens ind på opløbet var kræfterne ved at være brugt op.
Bagfra nærmede O K Pellegrino (San Pellegrino) med Kenneth Andersen i sulkyen sig med store skridt, og på en fin afslutning kunne den 5-årige vallak gå forbi til sikker sejr i tiden 1.18,1/2120 meter foran Oat og Pelle Lund.
O K Pellegrino er ejet og trænet af Aalborg-amatøren Claus Pilegård, som kunne glæde sig over at hans øjesten med sejren passerede de første 100.000 kroner i indkørte præmier.
Oat faldt med æren i behold, men nederlaget betød at Owens kunne hyldes som Årets Hest 2011 med syv sejre og en andenplads i otte starter. En herlig triumf for opdrætter, ejer og træner, Aalborg-amatøren Per Astorp – det skal blive spændende at følge Owens i tiden fremover.
Henrik Lønborg satte senere trumf på, da han kørte Odin Hovmand (Beaumont Hanover) til karrierens første sejr i tiden 1.20,3/2100 meter og dermed sikrede Århus-træneren sig årets trænerchampionat på NKI Racing Arena Aalborg med 21 sejre.
Kenneths store dag
Kenneth Andersen – førstemand hos Aalborg-træner Pauli Andersen – har forlængst sikret sig årets jockeychampionat og den 24-årige jockey fik en forrygende afslutning på sæsonen med tre sejre på finaledagen!
Foruden O K Pellegrino vandt Kenneth Andersen også med Gunner Christiansen-trænede Punkt 1 (Legendary Lover K) og Tom H. Larsen-trænede Leroy Hall (Earthquake). Førstnævnte førte fra start til mål og sejrede let i tiden 1.18,4/2100 meter, men opgaven blev heller ikke sværere da favoritten Piano Dilli galoperede efter 450 meter.
Kenneth Andersen blev dermed jockeychampion med 16 sejre og har desuden sikret sig landschampionatet med foreløbig 27 sejre – “foreløbig” fordi han har to køreture fredag i Århus.
Punkt 1
Amatørchampionatet til Kim P
I lighed med Kenneth Andersen har Kim Pedersen forlængst sikret sig årets amatørchampionat, og den unge Aalborg-amatøren sluttede også af med manér da han vandt 4. løb med Arne Normann-trænede Osvald H (Earthquake).
Taktikken var føring hele vejen og sejren blev meget sikker i tiden 1.18,9a/2100 meter foran Khambath Man og Laks E C.
Kim Pedersen sluttede dermed med syv sejre – fire mere end de nærmeste forfølgere.
Osvald H
V5-finalen gav sejr til Jeppe Juel med Jeroboam (Express Ride) i tiden 1.15,9a/2100 meter efter en fin afslutning i sporene, hvor Mathias Mølgård og Kir G blev henvist til de sekundære placeringer.
V5-resultat:
Afd. | Nr. | Vinder | Odds | Værdi | Udg. | |
1 | 1 | Punkt 1 | Kenneth Andersen | 4,64 | 252 | – |
2 | 1 | Osvald H | Kim Pedersen | 2,29 | 306 | 5,7 |
3 | 8 | Owens | Henrik Lønborg | 2,02 | 369 | – |
4 | 8 | O K Pellegrino | Kenneth Andersen | 9,90 | 1233 | 11 |
5 | 12 | Jeroboam | Jeppe Juel | 4,11 | 11 | |
![]() | ||||||
Gevinster for 5 afdelinger rigtige. Antal rækker: 27 Gevinst: 2.421 kr |