Owens mod Årets Hest-titel?
Owens har fået en forrygende start på karrieren med fem sejre i seks starter, og på mandag jagter Earthquake-sønnen sin sjette sejr på stribe på hjemmebanen, hvor opdrætter, ejer og træner Per Astorp nu går efter Årets Hest-titlen.
Henrik Lønborg har været fast kusk bag Owens i hestens første starter, men Århus-træneren er udelukket d. 11.-13. december og derfor får Flemming Jensen chancen bag Per Astorps sejrshest.
– Taktikken blander jeg mig ikke i; det er helt op til Flemming Jensen, men Owens har passet sin træning helt efter planen og alt virker fint, indleder Per Astorp, som altid selv har stået for den daglige træning af den nu 5-årige vallak.
– Han er kommet lidt sent i gang pga. de to hårde vintre vi har haft, og netop som han var klar til prøveløb som 4-års, skiltes han fuldstændig ad og måtte ha’ en længere pause, hvorefter jeg bare kørte med ham i skoven.
– Jeg startede derfor først igen for alvor i foråret, men så blev han skæv og vi kunne ikke rigtig finde ud af hvorfor. Både jeg selv og den første dyrlæge, mente at det var et eller andet med krydset, men en tredje dyrlæge fandt ud af af det faktisk var en bagkode, der drillede. Det fik vi så endelig styr på og siden er det heldigvis bare gået fremad.
Ikke tunet
Owens blev først godkendt d. 22. august i år som 5-års, men siden er det også gået stærkt. Efter en andenplads i debuten har han ikke forladt en væddeløbsbane i taberens rolle og rekorden er trykket til 1.16,4/2120 meter.
– Ja, og så er han faktisk slet ikke tunet så hårdt endnu, selvom det måske er svært at tro. Owens går langsomt/skridt hver anden dag i ca. 45 min. og intervaller hver fjerde dag på en dyb 400 meters sandbane. Han har ikke været på banen og træne siden han blev godkendt i prøveløb. Det fungerer i hvertfald godt med ham, siger Per Astorp, som er en erfaren herre inden for travsporten.
– Jeg er oprindeligt landsbrugsuddannet og startede som ung hos daværende Århus-træner Svend V. Pedersen. Senere kom jeg op til Stutteri Hygæa, hvor jeg var stutterimester i seks år, og derefter til Stutteri Løjbjerg, hvor jeg var indtil de lukkede i begyndelsen af 90’erne. Jeg har ikke arbejdet inden for travsporten siden dengang, men har nu i stedet travhestene som en hobby; jeg kan godt li’ at arbejde med hestene. Jeg kører normalt også selv mine heste og har vel vundet omkring 30-40 løb.
Sverige må vente
Owens står i skrivende stund med blot 43.750 kroner på præmiekontoen, men det er åbenlyst at der er tale om en hest, der har kapacitet til at nå langt. En hest, der populært sagt er moden til større opgaver.
– På et tidspunkt vil jeg da også prøve at starte ham i Sverige, men Owens er gået hurtigt op gennem klasserne og jeg synes han skal ha’ lov til at modnes lidt mere med starter herhjemme. Flemming Jensen har sagt, at han gerne vil tage ham med til Sverige, men det må vente lidt, siger Per Astorp.
– Hvis det går godt på mandag, kommer han igen til start 2. juledag i Aalborg, hvor vi går lidt efter Årets Hest-titlen, selvom Oat bliver en hård konkurrent. Herefter får han fri en fire-fem uger, inden jeg igen begynder at køre langsomt med ham i skoven.
– Jeg har jo også en idé om at jeg selv skal ud og køre Owens. Planen er at starte ham i ATAKs Fødselsdagløb i Århus næste år, men ellers skal han bare matches stille og roligt.
Hampton på salgslisten
55-årige Per Astorp er selv en habil amatørkusk, men har de senere år kun kørt løb med 11-årige Hampton, der foreløbig har taget seks sejre i 82 starter.
– Hampton er på salgslisten. Han var faktisk solgt, men køberen sprang fra, siger Per Astorp, som foruden Owens og Hampton har yderligere seks heste i stalden: 3-årige Risla (hoppe e. Earthquake-Chic Hellebjerg), 1-åringerne Tracy (hoppe e. Strand Strong-Chic Hellebjerg) og Trigger (hingst e. Deliberate Speed-Gin Hellebjerg) samt følhopperne Chic Hellebjerg (mor til Owens) og Gin Hellebjerg.
– Risla, der er helsøster til Owens, kunne godt være kommet i prøveløb, men jeg tror jeg venter til foråret. 1-åringerne er bare kørt til. Chic Hellebjerg har et hoppeføl e. Deliberate Speed, men er ikke bedækket igen – hun går næste år til Earthquake på frostsæd. Gin Hellebjerg er i fol v/Stand Strong, fortæller Per Astorp.
Det er i øvrigt ikke tilfældigt at størsteparten af Per Astorps heste er efter Opdrætterforeningens hingste, idet han sidder i foreningens forretningsudvalg som næstformand.