Overraskende V5-indledning i Skive
Rene Kjær serverede en mindre overraskelse i V5-spillets 1. afdeling på Skive Trav, da han kørte Mill Self Divine (Rudolf Le Ann) til sejr.
“Nisse” fik i første sving ryg på O Jensen med Mads Hvid Nielsen, der satsede offensivt fra startspor 7 og kørte til spids. Første 500 meter gik efter 1.14,5 og kilometeren efter 1.18,2.
Favoritten Oberst Køjborg fik en tung rejse i dødens og faldt fra ind i sidste sving, Mill Self Divine blev trukket ud til angreb og hurtigt nedkæmpede O Jensen. Mickeymousehouston sluttede fint af fra tredje par udvendig og tog andenpladsen foran Marquis Simoni, der også gik godkendt efter en langsom start.
Mandagens løb blev indledt med opvisningssejr til Pauli Andersen-trænede Race Perfect (Valley Sentry) med Kenneth Andersen i sulkyen efter føring fra start til mål i tiden 1.19,8/2100 meter. Favoritten Olana Esterel galoperede kort efter start, men gik siden en fin ophentning og var nummer fire.
Race Perfect
Skive Amatørserie (10. indl. afdeling) fik en flot vinder i Odin Å med Dan Friborg, som i sidste øjeblik måtte træde til som afløser for Kjell Nielsen og Aalborg-amatøren kvitterede for tilliden ved at køre hesten til en sikker sejr i tiden 1.19,0/2100 meter efter en stærk præstation.
Odin Å – der er opdrættet, ejet og trænet af Aalborg-amatøren N.P. Pedersen – sad de første 900 meter udvendig for den førende Lykke Kornum (1.19,5/1000 meter), hvorefter Action Hall-sønnen overtog føringen og siden holdt farten til let sejr.
Foto: Flemming Andersen