Orali er tilbage!
Millionæren Orali (arkivfoto) godkendt i prøveløb i Aalborg efter otte måneders pause.
Orali (Great Challenger) efterlod et stærkt indtryk, da den 8-årige hingst “vandt” lørdagens andet prøveløb på NKI Racing Arena i tiden 1.17,3/2100 meter og er nu klar til comeback efter mere end otte måneders løbspause.
– Jeg havde 1.12,5 den sidste kilometer og Kenneth Andersen havde 1.09,9 de sidste 300 meter, så det var bare helt kanon, fastslår Jeppe Juel over for Travservice.dk på vej hjem fra aftenens løb på hjemmebanen.
– Jeg kørte ikke ret hårdt med ham i dag, men det var mere måden han gjorde det på, som var utrolig positivt.
– Orali pådrog sig en gaffelbåndsskade efter den seneste start på Örebro den 4. maj i fjor. Det har han døjet med to gange tidligere og det var bl.a. årsagen til, at han var væk halvdelen af 4-årssæsonen.
– Han er blevet scannet jævnligt for at vi kunne følge med i hvordan det gik, og vi fik så endelig grønt lys for at starte ham igen. Nu krydser vi bare fingre for at bentøjet holder denne gang, men jeg skal selvfølgelig lige ha’ tjekket ham igennem inden vi lægger yderligere planer.
Orali (1.12,1a-1.052.000 kr) har vundet 19 af sine 42 starter, men med undtagelse af en andenplads i Sprintermesteren i Billund har Team Juels stjerne aldrig startet i årgangsløb.