Optimisme hos Frantz Praëm
Optimismen blomster hos Frantz Praëm, som netop har fået de to første 1-åringer ind til tilkøring og flere venter i kulissen.
– I søndags ankom Takeitawaybutcher og The Butcher (i daglig tale kaldet Tage og Slagteren), som allerede i går var i liner for første gang, og yderligere seks 1-åringer har meldt deres ankomst inden for den nærmeste tid, så det tegner bestemt lyst, siger Frantz Präem, som har en del heste til start og i prøve/rutineløb på Royal Canin Arena på søndag.
– Vi har bl.a. 3-årige Royal OnLine (Angus Hall-Tagamint) i prøveløb og det er en hest, vi har meget store forventninger til. Han er lillebror til Opal Line, der satte rekord 1.15,8a som 2-års. Han har som bedst gået 1.22/2000 meter på en fin måde og skal nu ud og have noget rutine, siger Frantz Praëm.
Den fynske træner havde sin hidtil bedste sæson i fjor, hvor stalden vandt 25 løb og indkørte 715.000 kr, bl.a. takket være Mingus T og Notice Flying P H, som forventes til start næste gang på Lunden onsdag d. 6. april.
Det har til gengæld lidt længere udsigter med den nu 5-årige hoppe O’tsunami, som Frantz Präem selv ejer. Hun har ikke startet siden 1. juli siidste år.
– O’tsuami blev halt kort før en planlagt start i Derbyprøverne og er efterfølgende blevet behandlet en del gange uden det ønskede resultat. Vi har ikke været sikker på om hun skulle være følhoppe eller fortsætte som væddeløber, men som en “sidste udvej” har vi haft en kiropraktor til at tjekke hende igennem og hun var meget positiv, så jeg ser frem til at køre det næste arbejde, siger Frantz Praëm, som generelt har store forventninger til den igangværende sæson.
– Jeg synes vi har mange fine heste i stalden, både aktuelle løbsheste og ungheste på vej, så med det fornødne held tror jeg vi får en kanon sæson, hvor jeg bl.a. håber på Poeten Blåbjerg og Paythebutcher i Derbysammenhæng.