Opdrætterforeningen føler sig forbigået
Opdrætterforeningen står bagerst når der allokeres penge fra HFF til dansk travsport og det betyder, at der som oftest slet ikke kommer nogen midler – ud over de i DTCs vedtægter bestemt opdrætterpenge.
I sit beretning på foreningens generalforsamling, der blev afholdt i lørdags på krybily Kro, sagde formanden Mikkel Stub Jørgensen bl.a.
Vi opdrættere har i lang tid følt os forbigået. Den samlede mængde af økonomiske midler der tilflyder dansk travsport, er helt klart begrænset. Problemet med at allokere flere midler ud af disse til opdrætterne – det være sig unghestesatsning, andre tilskud og ikke mindst opdrætterpenge – er at alle andre indenfor sporten også fattes midler.
Prioriteringen af hvad pengene skal bruges til, ligger jo desværre ikke i vore egne hænder.
HFF og DTC, og nu tilsyneladende i nogle tilfælde også styregruppen i Strategiplanen, er de der fordeler.
Og vi har langt fra følt at det er gået vores vej i de seneste år.
Stadig bruges ca. halvdelen af alle pengene til administration, vedligehold og nødvendige investeringer på de igennem mange år forsømte og nedslidte banefaciliteter.
Det gør det jo svært at prioritere dem der i virkeligheden skal sørge for at der bliver en fremtid i dansk travsport: Hesteejerne, trænerne og opdrætterne.
-Vi er ganske klare over, at der er afsat 1.5 millioner kroner til Opdrætterne fra Strategiplanen, men det er penge, der først kommer til udbetaling til 2016, og det hjælper altså ikke meget nu og her. – Danske opdrættere har virkelig brug for en økonomisk håndsrækning, siger Mikkel Stub i en kommentar til travservice.dk
Og med hensyn til problemet omkring opdrætterpræmier af beløb vundet af danske heste i udlandet sagde Mikkel Stub følgende i sin beretning:
Vi er generelt dygtige til at opdrætte heste i Danmark. Se blot på de danske hestes resultater i hele norden.
Vore hesteejere og trænere er nødt til at være oppe på mærkerne når det gælder om at søge de rigtige opgaver til deres heste; de er dygtige til det, og starter ofte med succes på svenske baner. Så kan man jo som opdrætter være stolt når man på Racing Live kan se sit opdræt tage pæne præmier på en svensk bane. Dog er der den malurt i bægeret, at hvis hesten er indregistreret i Danmark, så må man nøjes med stoltheden, der falder ikke nogen økonomisk præmiering sted. Det samme gælder for de danske opdrættere der har heste startende i Norge. Og mange af de heste der er kommet derop, er heste som opdrætteren har måttet vente med at kunne sælge indtil den var godt på vej med løbskarrieren, og som opdrætteren dermed har bundet ekstra mange penge i, før der var en køber.
Disse forhold gælder ikke for vore kolleger, de svenske og norske opdrættere, de præmieres uanset hvor i Europa deres opdræt tjener penge.
Det er en klar ulig konkurrence, Det får desværre nogen til at registrere deres føl i et af de to lande.
Alt dette har vi gang på gang påtalt overfor vore centrale myndigheder, endnu uden at de har set sig i stand til at kunne opfylde vore ønske om tildeling af en fast og rimelig procentsats til opdrætteren for udenlandsk vundne præmier.
Vores mål, i mine øjne, må stadig være at få ensartede vilkår og regler for indregistrering, løbsmuligheder og ikke mindst opdrætterpræmiering i norden.
På generalforsamlingen var der genvalg til forretningsudvalget af Per Astorp, Poul Erik Hansen og Ole Madsen, mens Bent Lindhardt blev suppleant.
Mere fra generalforsamlingen følger i selvstændig artikel.