Op og ned for Axel
Axel Jacobsen indledte onsdagens program med en sikker sejr med debutanten Rakeback, og var også på vej mod en tilsyneladende sikker sejr med Runaway, da den galoperede 50 meter før mål
Det var ikke meget vi så til Lundens tidligere championtræner Axel Jacobsen i fjor.
Han startede blot 59 gange henover året – og i december måned var han blot til start en enkelt gang.
– Og jeg tror ikke det bliver til så mange flere starter i 2012, men forhpbentlig til flere førstepladser, siger Axel Jacobsen.
– For øjeblikket har jeg blot tre startheste, og der kommer vel tre-fire heste mere til henover året.
Denne onsdag kunne Axel Jacobsen være blevet Mr. 100 % i to starter.
I 1. løb startede han den veludseende debutant, Rakeback (Staro Tropic), der tog spids fra start i god tempo og holdt hele vejen hjem.
Rakeback – navnet stammer fra Poker-spil – sejrede meget sikkert i 1.18.8a/2000 m – og bliver spændende at følge fremover.
Faderen til Rakepack, Staro Tropic (JR Broline) havde Axel Jacobsen også i sin varetægt – den huskes som en meget hurtig, men også meget temperamentsfuld hest.
I 7. løb var Axel Jacobsen med Runaway (Love You) også i spids fra start, og selv om den hakkede lidt i travet undervejs, så det ud til at skulle blive til en sikker sejr.
Men intet løb er vundet før målstregen er nået – og den nåede Runaway ikke i trav.
Omring 50 meter fra mål rullede den store vallak over i galop og mistede derved sejren.
– Runaway fik øje på fotografen, der stod bag dommertårnet, og da han i forvejen har svært ved at styre sine lange ben, blev det desværre til galop, sagde en ærgerlig Axel Jacobsen.
Nu kunne Regitze Gold (Earthquake) med Jens Simoni i stedet vinde i kamp med Rup med Anders F. Jensen – begge i 1.17.9a/2000 m.
Regitze Gold fulgte således op på sin debutsejr på Falster for nylig – vinderodds var 13.67.
Endnu mere gav Maria Fønix med Allan Neumann, der vandt det afsluttende amatørløb meget sikkert til odds 18.83.