Only Gardenia overraskede
Only Gardenia (Ride The Wave) med Skive-amatøren Martin Andreasen overraskende vinder af Bente’s Rengørings 5-års Hoppe Festival Consolation. 1 million kroner til én række med seks rigtige i V65-spillet!
Organza var toneangivende undervejs med 1.20,7/500 meter og 1.19,4/1000 meter med Only Magic i dødens, mens den senere vinder fik et perfekt løb – først i andet og efter omgangs kørsel tredje par udvendig.
Only Magic galoperede i sidste sving og samtidig kom både Only Gardenia og One Winner i angreb i sporene, men sidstnævnte havde ikke så meget at “skyde med” til slut.
Ind på opløbet tog Only Gardenia over, og selvom Olaika Tandal sluttede stærkt af, blev sejren rimelig sikker i tiden 1.17,9/2160 meter til et vinderodds på 11,84.
– Jeg kan forstå at spillerne har overset hende i dag, men ellers er hun jo næsten altid med fremme. Hun er ligeglad med hvem hun møder; med det rigtige rygløb, løber hun med frem alligevel, sagde Martin Andreasen efter sejren, der blev belønnet med 20.000 kr.
V65-spillet blev dermed indledt med en overraskelse og udgangsværdien blev 1.213 kroner. 838 rækker har fortsat mulighed for seks rigtige, hvor der i dag er intet mindre end 1.016.000 kroner i førstepræmiepuljen!
1. løb gav sejr til Gordon Dahl-trænede Remain Garbo (Orlando Vici) med Birger Jørgensen i sulkyen efter en stærk præstation.
Remain Garbo kom frem til dødens på første langside, mens Renault var toneangivende i front med 1.19,7/500 meter og 1.20,8/1000 meter. Programmets vindertip, R Osted Antik, fik et afventende løb i andet og senere tredje par udvendig.
Midt på bagerste langside handlede det udelukkende om de tre nævnte heste. Remain Garbo fik overtaget ind på opløbet, hvor R Osted Antik kom i et godt angreb i tredje spor og så ud til at gå forbi, men Birger Jørgensen fik “pustet” nyt liv i Remain Garbo, der forsvarede sig til kneben sejr i tiden 1.19,7a/2140 meter.
Ozakha Mill (Armbro Kaiser) med John Køhler var svaret i 2. løb, hvor Perseus var hurtigst afsted fra start, men galoperede ud af første sving og så kunne favoritten Pinocchio Day overtage føringen. 500 meter efter 1.17,6 og kilometeren efter 1.20,5.
Ozakha Mill kom tidligt frem til dødens og fik overtaget, da Pinocchio Day galoperede kort inden feltet svingede ind på opløbet. Palermo Rold sluttede godt af, men foran var Ozakha Mill – der opdrættet, ejet og trænet af Christina Nordstrøm – overlegen og sejrede sikkert efter en flot præstation.