Onaldo Ellelund imponerede stort
Onaldo Ellelund imponerede stort i dagens Golden Cup-løb på Jydsk Væddeløbsbane, der i dag var vært for nordisk onsdag. Ny mand i førertrøjen blandt både trænere og amatører.
I fjor vandt Onaldo Ellelund – der ejes og trænes af Billund-amatøren Ninna Christensen – otte løb i 11 starter, men i år har der været noget længere mellem “snapsene” for C Tøj Frøkjær-sønnen, der inden dagens start havde en enkelt sejr i fire starter.
Fra startspor 7 var Onaldo Ellelund godt med fra start og havnede i første sving som første hest i andet spor, mens Pretty Value tog spids foran Foot Stompin Music. Førte 500 meter gik efter 1.14.
På bagerste langside fik Pretty Value problemer med travet og Onaldo Ellelund kunne overtage kommandoen – nu med Foot Stompin Music nærmest, men sidstnævnte udgjorde aldrig for alvor en trussel og Morten Friis kunne passere målstregen som sikker vinder.
V5-resultat:
Afd. | Nr. | Vinder | Odds | Værdi | Udg. | |
1 | 10 | Royal Mate | Birger Jørgensen | 3,54 | 68 | – |
2 | 11 | Ronaldo Blåbjerg | Birger Jørgensen | 14,39 | 953 | – |
3 | 2 | Penny Collector | Henrik Lønborg | 27,29 | 15913 | – |
4 | 6 | Lady A Bærs | Jeppe Juel | 5,91 | 70250 | – |
5 | 7 | Onaldo Ellelund | Morten Friis | 3,99 | 169522 | – |
![]() | ||||||
|
Med to sejre bragte Birger Jørgensen sig i front i kampen om årets trænerchampionat, men kun i kraft af flere andenpladser end Steen Juul, som også er noteret for 18 sejre.
Første sejr kom med Henrik Lund-trænede Royal Mate (Chipmate), der efter tre andenpladser endelig fik sin første sejr i tiden 1.17,6a/1800 meter foran Nikodemus Spirit og Ocean Top.
I det efterfølgende løb var Birger Jørgensen igen på pletten – denne gang med Ronaldo Blåbjerg (C R Commando), der på en forrygende afslutning i sporene sejrede knebent foran Obelix F og Penny K. Ronaldo Blåbjerg trænes af sin opdrætter og ejer, Villy Christensen.
Lønborg bombede
Publikum blev vidner til en medrivende opløbskamp i eftermiddagens 6. løb, hvor Rina Chen Hai var toneangivende undervejs med favoritten Nok’en De Hess, men det blev to andre heste, der kom til at gøre op om sejren.
I sidste sving skiftede Peter Frandsen Nok’en De Hess til andet spor og parret overtog føringen ind på opløbet, men Kent Friborg havde nu også fået gang i Nicole Skautrup, der efter et løb i tredje par indvendig gik frem og fik overtaget midt på opløbet.
Nicole Skautrup lignede vinderen, men pludselig kom Henrik Lønborg flyvende med Penny Collector (Rolf Palema), der gik mellem Nok’en De Hess og Nicole Skautrup til kneben sejr til odds 27,29. Penny Collector ejes og trænes af Århus-amatøren Søren Jørgensen.
Dramatik blev der også i det efterfølgende løb, hvor favoritten Magnus Tax kom frem til dødens med en omgang tilbage, men midt på bagerste langside rullede hesten over i galop og så var dén dag ødelagt.
Sejren gik i stedet til Jeppe Juel bag Lady A Bærs (Bostonian), der er opdrættet, ejet og trænet af Skive-amatøren Torkild Foged. Parret overtog føringen ud på sidste omgang og sejrede rimeligt sikkert foran Kiss Me S P – der var toneangivende de første 750 meter – og Kalle Mols.
Erik Grove på championatskurs
Amatørkusken Erik Grove har staldens heste i storform for tiden og ikke uventet vandt Århus-amatøren dagens 1. løb med debutanten Rosinante (Ambro Overt), der var helt alene på banen i tiden 1.21,2/2300 meter efter føring fra start til mål.
Med sejren bragte Erik Grove sig i spids på amatørernes Top 10 i kraft af flere anderpladser end Karsten Østergaard – begge kuske er noteret for fire sejre i år.
Erik Grove var storfavorit i 2. løb med Pusher, men det blev til galop fra start og så var vejen banet for sejr til Rene Kjær bag Number One Ege (Confident Victory), der ejes og trænes af Billund-amatøren Bjarne Eriksen. “Nisse” gav sin hest et fint løb i ryg på den førende Papai Bee – trak ud til angreb i tredje spor da feltet gik ind på opløbet, hvor Number One Ege gik frem til sikker sejr i tiden 1.19,3a/1800 meter foran Papei Bee og Primus Pax.