Om rekorder og Racing Live
I alt for mange år har der været for lidt debat i dansk travsport. Det er der glædeligvis kommet på Facebook i gruppen – Travsport. Blandt de seneste emner har været danske rekorder og Racing Live
Vi tager det sidste først – Racing Live-udsendelsen i søndags.
V75 fra Kalmar og 4 års Prøver fra Århus.
Racing Live er en spillekanal – det må vi alle sammen lære at erkende, og derfor vejer dækningen af V75-banen mest.
Men det var en eklatant misforståelse at stille om til V75-banen med over 5 minutter til start samtidig med, at et løb skal starte i Aarhus – en fejldisposition af dimensioner, der tyder på, at man ikke har feeling for, hvad man har med at gøre.
Der var rigelig tid til at vise løbet fra Aarhus og gå tilbage til V75-spillets 4. afdeling (!).
Flere af debattørerne på Facebook ønsker et dansk feed på internettet, således at man kan følge de danske løb uden afbrydelser.
I dag tilbyder DanToto, at man på internettet – udover at se det feed, der udsendes som TV-signal – kan vælge at se ATG Live eller GBI (med international galop), når der er flere baner i aktion.
Så hvorfor ikke også et dansk feed?
Det vil da kun være naturligt, og et eller andet sted er det vel også konkurrenceforvridende, at de danske løb ikke behandles på same måde som de udenlandske!
Og så over til de danske rekorder.
Debatten er opstået efter Obi-Wan noteredes for 1.09.9 på Tingsryds milebane og yderligere aktualiseret efter den 3-årige hoppe Tonato of Love i fredags vandt på The Meadowlands mile-bane i USA i 1.12.1.
Ingen kan vel nægte at Obi-Wan er danskfødt, men derimod forholder det sig anderledes med Tonato of Love, som er en af de heste, som Jean Perre Dubois har opdrættet og fået indregistreret i Dansk Travsports Centralforbund.
Der er jo ret beset ikke meget dansk traveravl i Tonato of Love, og det må jo være meningen, at en dansk rekordliste skal afspejle det stade som traveravlen er på i det pågældende land.
Sådan var det jo i hvert fald engang.
Men tiderne har ændret sig – i dag indregistreres heste på kryds og tværs af grænserne.
Flere danske opdrættere indregistrere udelukkende heste i Sverige eller i Norge – og det synes vi er helt fint.
Men når det går den anden vej, så har vi sværere ved at acceptere det.
I gamle dage havde man et begreb, der hed mock-indlænder.
En Mock-inlænder var en hest – født af en på tidspunktet for fødslen udenlandsk-registreret hoppe, der efterfølgende importeres/indregistreres i Danmark i fødselsåret.
En Mock-indlænder havde ikke indlænder-rettigheder og kunne altså ikke starte i klassiske løb lige som dens rekorder ikke kunne betegnes som danske.
Måske har man fået slettet det begreb for tidligt i DTCs reglement – i Sverige har man det fortsat.
Efter min opfattelse burde Tonato of Love have været optaget under kategorien, Mock-indlænder.
M h t rekorder sat på mile-baner.
Tja – så længe den samlede travsport i hele verden ikke kan blive enige om, hvordan en bane skal opmåles – Frankrig siger to meter ude – alle andre en meter.
Og så længe vi har så mange forskellige banestørrelser, der alle betragtes som godkendte – ja, så er det fint nok med Obi-Wans mile-rekord som dansk rekorder for mig.