Om Hoppe-prøverne!
Sweet Home Alabama er årgangens mest vindende hoppe – hun vandt i fjor Jydsk 3årings Hoppe Grand Prix og må efter søndagens Hoppe-prøver været favorit til sejren i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix.
Sweet Home Alabama (Dream Vacation) med Birger Jørgensen havde fra start en dyst om føringen med Serena med Ken Ecce, men denne dyst vandt hun og siden var aldrig tvivl om udfaldet.
Sweet Home Alabama vandt usvigeligt sikkert i 1.15.2a/1800 m, mens Serena fulgte med på afstand i 1.15.6.
I den næste prøve var der lagt op til en spadseregang til Starlet Beat med Jeppe Juel, der hurtigt sad i spids og fik helt og holdent lov til at bestemme tempoet.
Kort efter start galoperede Spik Party med Flemming Jensen og satte op mod 30 meter til, men da der ikke blev kørt hurtigt foran fik den lille Defi d’Aunou-hoppe snart fat og gik op udvendigt og var første hest i anden spor.
Trods den besværlige rejse, som Spik Party havde haft, var det hende, der udfordrede Starlet Beat i løbets sidste fase, og en overgang så det ud til at Spik Party havde fået mulen foran storfavoritten.
Men Starlet Beat (Timberland) klarede sig først i mål i en målfoto-finish foran Spik Party– begge i 1.17.3.
Souris de Vie (Quite Easy) med Steen Juul havde overhovedet ingen besvær med at vinde den tredje Hoppeprøve.
Den på papiret hårdeste konkurrent, Sunbeam med Nicolaj Andersen sad langt nede i feltet undervejs, men sluttede godt af til en tredjepladsen efter overraskelsen Soho med Morten Friis.
Souris de Vie vandt sikkert i 1.16.1.
Og konklusionen:
Sweet Home Alabama er den store favorit til sejren i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix.
Det er en komplet traver, der kommer til at sidde i spids fra start.
Starlet Beat var under pari i dag, men kan jo meget på en god dag. Souris de Vie gjorde det hun skulle.
De tre er jo sammen med Solstrålen, der ikke anmeldt, årgangens etablerede stjerner og vil givet dominere Hoppe Grand Prix-løbet.
Men hvad med Spik Party?
Det var ingen dårlig præstation hun lavede, men der var ikke meget tempo på løbet fra start og hun fik let fat. Omvendt sad hun ude i andet spor undervejs, men kæmpede alligevel som en løvinde ind i mål.