Om fransk travsport
I eftermiddag kan der for første gang fra Danmark spilles direkte ind i de store franske puljer – her er lidt historik omkring fransk travsport.
For mange er fransk travsport lig med løbene på Vincennes. Den kæmpestore væddeløbsbane, der ligger i Vincennes-skovene– på Plateau de Gravelle, hvorfra der en fantastisk udsigt ind over Paris.
Vincennes-banen blev oprindeligt etableret i 1863 som en steeplechase-bane, men i 1879 overtog traverne banen og har været der siden.
Vincennes-banen har to baner – den store bane, hvor bl.a. Prix d’Amerique afvikles – er 1975 meter i omkreds, mens den” lille” bane, der bruges til aftenløb er på 1325 meter i omkreds.
På den store bane er der en niveauforskel på 10 meter, hvad der gør banen ekstra krævende.
Normaldistancen for løbene på Vincennes er 2700 meter (!) – mindste distance og altså banens sprinterdistance er 2100 meter, hvor der startes med autostart – eller 2150 meter med den franske form for voltestart, hvor deltagerne samles på inderkredsen og på et givet signal – i vilkårlig orden, køre ud i banen og på kommandoer vender i løbsretningen.
Kun i autostartløb bliver der trukket lod om startpladserne og i autostartløb på Vincennes vil de ni heste med den højeste startpræmiesum altid have startplads i første række.
I voltestartløbene er hestene opført i programmet efter deres startpræmiesum – mindste præmiesum har nummer 1 – højeste max nr 18, der er det maximale antal heste, der kan starte i et løb – volte eller auto.
Franskmændene bruger også systemet med et fast forbogstav til deres føl – og de er som følger her i 2012:
O – 10 år
P – 9 år
Q – 8 år
R – 7 år
S – 6 år
T – 5 år
U – 4 år
V– 3 år
I Frankrig må en traver kun starte til og med det 10. år.
Vincennes afvikler 150 løbsdage om året – fortrinsvis i vinterhalvåret.
Tilbage i 1906 lancerede man begrebet Vintermeeting, idet man meget smart fandt ud af at opdele året, således at galopsporten havde deres storløbssæson om sommeren, mens travet, der ikke er så afhængig af baneforhold, har storløbssæson om vinteren.
Vincennes Vintermeeting er blevet legendarisk – det er her de store løb og de store penge uddeles, og de bedste heste og kuske mødes.
Vintermeetinget strækker sig fra november til lidt ind i marts måned.
I Frankrig blev der i 2010 født 11.196 føl – man har 16.685 registrerede følhopper – det er nemlig sådan, at i Frankrig kan man ikke bare bruge en hoppe i avlen – den skal være godkendt af centralforbundet.
Godkendelse sker enten på grund af hoppens, dens afkom eller søskendes præstationer.
Det franske centralforbund har et erklæret mål om at nedbringe antallet af følhopper til under 15.000 og betaler opdrætterne et beløb, for at tage deres hopper ud af avlen.
I 2010 blev der udbetalt 224.9 millioner Euro i væddeløbspræmier – opdrætterne får 12.5% i opdrætterpræmier.
Generelt er det gratis at starte i løbene – – man kender simpelthen ikke til indskudsløb som herhjemme.
Omkring ved middagstid kan du se tips til eftermiddagens lø b her på sitet, og har du spørgsmål om fransk travsport, er du velkommen til at sende en mail til info@travservice.dk