Også outsidersejr i Hollands Derby
Akkurat som i vort Derby fik hollænderne en overraskende Derbyvinder, idet søndagens Derby B på banen i Duindigt, vandtes af Berry’s Boy, der sejrede til odds 14.50.
Som så ofte før i et hollandsk storløb var Hugo Langeweg Jr storfavorit -i Derby B med Broadway Fortuna (Conway Hall), der havde vundet sin derbyprøve.
Ind i opløbet, så det da også ud til at Broadway Fortuna skulle indfri forventningerne, men helt ude i banen kom Berry’s Boy (Love You) strygende med Jan van Dooyenweerd i sulkyen og gik frem til sikker sejr i 1.17.0/2600 m – førstepræmien var på 52.000 Euro.
Det var første derbysejr til Jan van Dooyenweerd.
For Dubois-hingsten, Love You var det første sejr i det hollandske derby – den har tidligere haft en vinder i det tyske derby, nemlig Nu Pagadi.
For firmaet Dubois-hingste blev det således en god weekend med derbysejre i såvel Holland som Danmark, og i USA vandt Iron Lady efter Dubois-hingsten Taurus Dream American National Filly lørdag aften.