O’grady er også EM-klar
Gordon Dahl-trænede O’grady er også blandt deltagerne i Europæisk 5-års Championat, hvor S J’s Photo-sønnen som altid får Birger Jørgensen i sulkyen.
– O’grady har passet sin træning helt efter planen. Han gik sit sidste arbejde i fredags, hvor alt var som det skulle være – ikke noget negativt at sige om ham. Formen virker fin og det hele ser fornuftigt ud. Lodtrækningen er en streg i regningen, da jeg havde håbet på et startspor lidt længere inde på vingen, men Birger skal under alle omstændigheder køre til fra start. Ikke noget med at bakke af – så risikerer vi at løbet er kørt. Der er sikkert et par stykker han ikke kan forbi, men så får vi i hvert fald en god position fra start, siger Gordon Dahl, som selv har været sat “ud af spillet” i tre uger efter en operation for en diskosprolaps.
– Af samme årsag har vi startet meget begrænset siden Derbyweekenden og satser i stedet på at ha’ en masse heste klar når jeg er tilbage, hvilket forhåbentlig bliver omkring 1. oktober, siger Gordon Dahl, som kan se tilbage på en sæson, der forløbig har givet 25 sejre og 835.000 kroner i indkørte præmier til stalden.