Og det var Danmark, og det var …
På forhånd så det godt ud for Birger Jørgensen, da 3. afdeling af VM for professionelle travkuske skulle køres på Monticello-banen i staten New York – og den forsvarende verdensmester skuffede da heller ikke.
Vi satte unægtelig vores præg på tilskuerpladserne på 800-meter banen Monticello denne onsdag middag – den danske gruppe udgjorde vel 3/4 af tilskuerne!!
Monticello lever ikke af spillet på trav/pacer-løbene, men af det store casino, der er indrettet i den gamle spillehal.
Men det går i øvrigt ikke for godt – man kan kun spille på en-armede “tyveknægte”, mens man i Pennsylvania, der ikke ligger langt væk – også kan spille poker og roulette.
Birger kørte som han skulle – blev nummer 1,2 og 3 og 9. – ja, hvad var nu lige det?
9. pladsen var optimal på en måde, for hesten var stok-hamrende halt og burde ikke være skrevet til start.
Birger bar den rundt, men da han satsede lidt i opløbet blev det til galop.
I det samlede dagsresultat sluttede Birger Jørgensen på en andenplads efter Bjørn Goop – så det var en god dag for Skandinavien.
Løbene blev afviklet om eftermiddagen.
Derfor havde vi i gruppen mulighed for at udforske området omkring Monticello inden da.
I vor bil er vi fem – Frida og Villy fra Stutteri Blåbjerg, Chresten – eller Christian (ja, hvad hedder du egentlig Chr…….) samt fruen og jeg.
En vingård blev målet. Og vi kørte og vi kørte. Op og ned i bjergene – masser af træer – ingen vinmarker.
GPS-en ledte os af de mindste veje – stejlt ned – og så op, og så til højre, så til venstre.
Benzin-måleren indikerede pludselig, at nu var det ved at være på tide at få fyldt vædske på – altså på bilen!
Ingen byer – ingen vinmarker – ingen ting – vi var “in the middle of nowhere”, men vi kunne stadig køre.
Og så – så var vi ved at være der – 500 meter til destination – blev der sagt.
Spændingen steg.
Marker – græsmarker til højre – skov til venstre.
Øhh – var sker der her?
Jo – derhenne på venstre hånd ligger en ejendom – vi nærmer os.
Bag huset står fire rækker med vinranker!
Vi har fundet vor vingård!!
Men!
– Ingen hjemme -og dog – en schæfer gør hidsigt inde fra huset.
Jeg ringer til “vinbonden” og får fat i en telefonsvarer.
Ja, det var så det besøg på en vingård.
Men nu skulle vi tilbage – og benzintanken var fortsat på vej til at blive tom.
En søgning efter benzintanke viser, at der er små 40 kilometer til den næste.
Spændende!
Vi sætter kursen hjemad og håber på at GPS’s ikke er korrekt.
På et tidspunkt prøver vi igen at søge efter en tank.
Hov – 5 kilometer – der er en.
Lettere opløftet og stadig med en blød fod på speederen kører vi mod tanken.
Drejer væk fra en større vej og nu er der blot 1,5 kilometer tilbage.
Der er skov på begge sider.
Nu kommer der et åbent stykke på højre side, men ingen huse – og ……….. ingen benzintank !!
Vi vender limousinen og kører ned til den store vej igen – hver især tænker vi på, hvad vi skal gøre, når vi kører tør!
Jeg lægger mærke til, hvor der bor mennesker – Chr……. og der er nogle græs-slåmaskiner, for de har benzin i dunke med – og de andre forbereder sig mentalt til at skulle skubbe!!
Vi møder en mand- 5 miles siger han til den nærmeste tank.
Vi kører videre og håber det går.
Og så ligger tanken der pludselig – vi er reddet!
Men – der er ingen til at betjene os.
Vi søger på matriklen – en mekaniker har absolut ikke noget med tanken at gøre.
Ingen kommer i lang tid – og vi bliver der – vi kan ikke andet.
Og så – efter hvad der føltes som timer – kommer tankpasseren daskende.
20 gallon – små 80 liter kan der være på tanken.
– I havde nok kun en lille 1 gallon (cirka 4 liter) tilbage, mente han.
Men pyt – vi klarede det – og så gik det tilbage til Monticello.
