Offensiv styring gav bonus
Nicolaj Andersen vandt 5. løb på Royal Canin Arena med amatørtrænede Nuffield (Super News) efter offensiv styring.
Nuffield blev forceret til spids efter ca. 300 meter og afviklede de første 500 meter efter 1.12,4, men herefter fik Nicolaj Andersen dæmpet tempoet reelt til 1.16,7/1000 meter.
Storfavoritten (18:10) World Of Golf kom flyvende på første langside, men rullede over i galop og blev siden bakket ned til inderbanen.
På bagerste langside kom Paisley i et godt skud på bagerste langside og nåede frem til dødens ind i sidste sving, men foran havde Nicolaj Andersen løbet helt under kontrol bag Nuffield, der sejrede sikkert foran Laika Gilbak og World Of Golf – sidstnævnte havde uden tvivl vundet løbet uden galop.
– Det var et skridt fremad i dag. Hun har haft svært ved at komme i gang og finde den fine form, hun havde sidste år. Hun er ikke så speedig, men jeg håbede hun kunne holde farten helt til mål, sagde Nicolaj Andersen efter sejren med Nuffield, der trænes af Aalborg-amatøren Lars Larsen.