Obelix får brug for trylledrikken
Startsporet (11) kunne være bedre, men Anders F. Jensen føler sig ikke slået på forhånd forud for EM for 5-åringer lørdag eftermiddag på Åby.
– Jeg har ikke set startlisten endnu, men det er klart det er en helt anden konkurrence end han er vant til, at dømme udfra de heste der var meldt i løbet. Selvfølgelig løber han ikke med lige så stor vinderchance denne gang, men jeg tror godt han kan tage en god præmie og de løber i hvert fald ikke fra ham. Han gør det ligeså godt fra ryg som fra spids, så selvom vi nok skal lidt ud i sporene i sidste sving, tror jeg faktisk ikke startsporet betyder så meget, siger Anders F. Jensen.
Obelix var senest nummer to i et løb på Jägersro forrige søndag, hvor anpartshesten gik et topløb efter galop kort efter start.
– Det var min skyld. Jeg skulle lige prøve at svare op fra indersporet, men det blev lidt forkert. Han har ikke lavet ret meget efter den start, men skal gå et hårdt arbejde i dag og skal så ellers bare ha’ tages stille og lidt roligt frem til lørdag, siger Anders F.
Pif skuffede
Obelix’s lillesøster Pif var søndag til start i NKI Kloak- & Industriservice A/S Aalborg Hoppechampionat 2011, men sluttede uplaceret i tiden 1.16,7a/2140 meter.
– Hun fungerede slet ikke og var ikke i orden på dagen. Hun skal tjekkes igennem af dyrlægen på onsdag, og hvis der ikke er noget alvorligt, lukker vi ned for i år, siger Anders, som har igangsat et nyt anpartsprojekt omkring Obelix og Pifs lillebror, 2-årige Snip.
– Der mangler stadig at blive solgt et par anparter, men vi holder stiftende generalforsamling på Kriteriumsdagen på Lunden og så må vi se. Snip kommer først til start som 3-års, men han har udviklet sig meget den sidste måneds tid og er i klar fremgang.