Obelix Damhus overlegen
Morten Juul-trænede Obelix Damhus overlegen i Styrkeprøven for Rene Kjær.
Carmody Lobell-sønnen havde ikke været først over stregen siden Derby Consolation-sejren i fjor, men i dag var Obelix Damhus tilbage på toppen og forvandlede konkurrenterne til statister.
Ofelia B var – som den eneste hest fra spids – toneangivende fra start, men med ca. 1200 meter igen overtog Obelix Damhus kommandoen og sejrede siden ganske overlegent i stærke 1.16,1/3240 meter foran Sinou Madrik, der for første gang gik fejlfri for Flemming Jensen. Tredjepladsen til Pavarotti.
– Det er ikke talentet, der mangler, men han har været så uheldig. Gik dog godt sidst i København efter lang pause. Heldigvis havde Casper ikke så meget mere i sin hest, da jeg kom, men jeg mente også at jeg havde den bedste hest af de heste, der lå med fremme, sagde Rene Kjær.
– Ja, det var dejligt. Det har været en møgdag indtil videre, men nu vender det. Han var rigtig fin sidste år midt på sæsonen, vandt Derby Consolation og gik efterfølgende også godt i Aalborg Store Pris, men havde ikke heldet med sidste og var måske heller ikke 100 %. I dag var han dog super fin, sagde en glad Morten Juul.