Nyt om Rudbecks stjerner
Alle Peter Rudbecks årgangskandidater har været i rutineløb inden for de sidste ni dage og TravService.dk har bedt den dygtige amatørtræner om en “update” inden storløbssæsonen for alvor skydes i gang.
– Sweet Home Alabama (foto) gik et rutineløb i Århus d. 14. april på 1.19,6/1800 meter. Hun var rigtig fin og træner som hun skal henimod sæsondebut på søndag i et 4-års hoppeløb på Royal Canin Arena. Hun har selvfølgelig ikke topform, men vil givet levere en god præstation, siger Peter Rudbeck.
– Stand And Deliver var i rutineløb i Billund i onsdags og kom hjem på 1.17,8/2000 meter på en god måde. Han går ud i Frosty Hanovers Mindeløb på Musketerdagen i Skive (4. maj) og jeg tror han igen får en rigtig god sæson.
Stalden tæller to 3-åringer, hvoraf kun Therumoussaidfire har startet, men måske har Rudbeck en ny stjerne klar i The Negotiator – en lillesøster til Nobodybeatsthebeat og Sweet Home Alabama efter Varenne.
– The Negotiator var i prøveløb i Billund i lørdags og blev godkendt på 1.22,7/2000 meter efter galop. Hun er endnu for tung og ufærdig og brød sig ikke rigtig om banen, der var lidt hård på dagen. Hun træner videre i to-tre måneder og så håber jeg at kunne få hende klar henover sommeren eller først på efteråret hvis alt går vel, vurderer Peter, som er noget mere optimistisk mht. Therumoursaidfire.
– Therumoursaidfire gik et rutineløb i Billund samme dag som Stand And Deliver og kom hjem på 1.18,7/2000 meter på en tilfredsstillende måde. Hans første opgave i år bliver Pay Dirts Mindeløb og jeg tror, at han også får en spændende sæson.
Ny 2-årsstjerne?
Peter Rudbeck har allerede vundet Dansk Opdrætningsløb tre gange – heraf de seneste to år med hhv. Sweet Home Alabama og Therumoursaidfire – og muligheden for et hattrick er bestemt til stede. Hans “våben” i år hedder Whiskey In The Jar, der er lillebror til Stand And Deliver og som var med i lørdagens fremvisningsløb i Skive med Jan Dahlgaard i sulkyen.
– Whiskey In The Jar var lidt for gålysten i lukket hovedlag til at gå i 1.40-fart. Hesten har fart langt udover det almindelige og modnes han lidt over de næste par måneder, er der rigtig gode fremtidsmuligheder i ham. Whiskey In The Jar skal selvfølgelig ud i 2-årsløbene og planen er debut på JVB i 4-års Grand Prix-weekenden (6.-7. juli), siger Peter.
Tre føl
Der er i år kommet tre føl på Stutteri Hole In One:
Ghana Roland (mor til bl.a. Stand And Deliver) har fået et hoppeføl efter Kadabra og går til Dream Vacation.
Anacott Steel (mor til Therumoursaidfire) har gået et hingstføl efter Muscles Yankee, som dermed er helbror til Therumoursaidfire. Hun går nu til Cantab Hall.
Endelig har Blue Wave (mor til bl.a. Nobodybeatsthebeat og Sweet Home Alabama) fët et hoppeføl eftre Muscle Hill.
– Jeg har ikke valgt ny hingst til Blue Wave. Hun er efterhånden blevet 21 år og vi skal lige ha’ vurderet hendes tilstand inden hun bliver bedækket igen, siger Peter Rudbeck, som næste år får en ny følhoppe på stutteriet – Nobodybeatsthebeat.
– Der var oprindeligt planen at hun skulle slutte karrieren i DM for Hopper på søndag, men Nobodybeatsthebeat er i topform netop nu (2 sejre/133.000 kr. foreløbig i år) og Flemming Jensen har lavet et meget flot stykke arbejde med hende, så hun fortsætter med at starte året ud. 2013 bliver dog Nobody’s definitivt sidste sæson som væddeløber og hun skal næste forår bedækkes v/Credit Winner, slutter Peter Rudbeck.