Nyt fra U.E.T.
Dansk Travsports Centralforbund (DTC) var i sidste weekend med ved bordet, da der blev afholdt medlemsmøde i det europæiske travforbund, U.E.T.
Mødet blev afholdt i Avenches i Schweiz, og DTC var repræsenteret ved Klaus Storm og Peter Stenå.
På mødet blev en række forskellige områder debatteret. Et af de emner, der var oppe, var brugen af pisk i europæiske travløb.
”I dag er det ifølge U.E.T.-reglerne tilladt at bruge pisken syv gange over de sidste 200 meter af et løb. I Danmark og Sverige er reglerne i dag skærpet yderligere, og nu vil U.E.T. også stramme yderligere op på reglerne. Et forslag, der forventes at træde i kraft fra årsskiftet, dikterer, at pisk kun må anvendes til syv slag de sidste 500 meter herunder maksimalt tre slag under løbets sidste 200 meter,” forklarer Klaus Storm.
Et andet tema, der har været diskuteret flere gange i U.E.T.-regi, er obligatorisk brug af sikkerhedsvest.
“U.E.T. vil udarbejde et fælles europæisk regelsæt for brug af sikkerhedsveste. Enkelte U.E.T.-lande har allerede i dag indført obligatorisk brug af sikkerhedsveste. Fra dansk side argumenterede vi for, at brugen af sikkerhedsvest skulle gøres frivillig, men det blev nedstemt, så fra 1. januar 2013 bliver det obligatorisk for alle deltagere i europæiske travløb at bære sikkerhedsvest,” siger Klaus Storm.
Et andet område, der kan få stor indflydelse og som blev debatteret, var sanktioner over for heste, der er testet positive for brugen af anabole steroider.
”På U.E.T.-mødet blev der nedsat et udvalg, som skal vurdere problematikken omkring sanktioner for hesten ved en positiv test for anabole steroider. Her er det først og fremmest problemstillingen omkring hestens tilladelse til at virke i avlen, hvis den er testet positiv under væddeløbskarrieren, der skal vurderes,” forklarer Klaus Storm.
U.E.T. afholder næste møde i slutningen af januar i Paris i forbindelse med Prix d’Amerique-meetinget.
Kilde: Trav.dk