Nyt fra Opdrætterforeningen – oktober
Opdrætterforeningen meddeler:
Skarp Blue Mac Lad 3-åring med sejrsvilje i Finland.
Opdrætterforeningens Blue Mac Lad har fået en succesfuld start i avlen med sine to første årgange i Finland.
Seneste sejr kom med den 3-årige hingst Kennie der i sin 8. start tog sin fjerde sejr på banen i Kouvola.
I regnvejr med startplads 10 i voltestart over 2100m, angreb Blue Mac Lad sønnen med en 700m tilbage og efter at have afviklet sidste kilometer i 1.15 tempo, kom han stort set ukørt alene til mål i ny rekord 1.16.7
Sejren indbragte €2.000 (et af de bedre betalte løb i Finland) og Kennie har nu tjent €6.500 efter de første 8 starter. Som sædvanligt var det belgiske Jeroen van Craen der var i sulkyen bag den skrappe Blue Mac Lad søn.
Blue Mac Lad har i 2013, som var hans første år i dansk avl, betjent over 30 hopper og har virket såvel ved inseminering på Hovhedegaard som med transportsperma.
Blandt de hopper der har fået leveret sæd fra ham pr. fragt er det nye bornholmske Stutteri Ice’s S.J.’s Photo hoppe Jolly Dust. Hun blev drægtig i første forsøg og stutteriet kan nu forvente at modtage et føl der er trekvartbror- eller søster til Blue Mac Lad’s hidtil mest vindende afkom 4-årige Blue River Pipe, – hesten vi så vinde V75 løb i Charlottenlund i banerekorden 1.14.2a 2500m. Og som til nu har sejret 5 gange, tjent ca. €50.000 og i dens seneste start satte rekord 1.12.6 i et finsk V75-løb.
Opdrætterforeningens hingste bliver fordelt blandt hingstestationerne efter foreningens næste bestyrelsesmøde, der finder sted søndag den 27. oktober.