Nye folk i fynske bestyrelser
På den ordinære generalforsamling i Fyens Væddeløbsbane A/S i aftes blev to nye markante travfolk valgt ind i bestyrelsen, nemlig Jørn Borch og Karsten Skygge.
Gennem flere år har Jørn Borch markeret sig i dansk travsport som initiativtager til en erfagruppe, der med jævne mellemrum mødtes hos ham på Gl Møllegård i Harndrup.
Ikke mindst denne gruppes arbejde resulterede i de nye og bedre regler for hold af travheste i professionel træning.
Organisatorisk har Jørn Borch altid stået på sidelinjen, men nu vil han sidde med ved bordet, hvor beslutningerne træffes, og inden generalforsamlingen i Fyens Væddeløbsbane A/S, blev han valgt ind i bestyrelsen for Fyens Væddeløbsforening sammen med Karsten Skygge.
Jørn Borch er nu formand for Fyens Væddeløbsforening, og han og Karsten Skygge erstatter John Køhler, der ligesom Evald Jensen, ikke ønskede at fortsætte mere.
Både John Køhler og Evald Jensen havde også sæde i Aktieselskabets bestyrelse.
– – Såvel Karsten som jeg vil stadig have de samme synspunkter, som vi havde i forgårs, siger Jørn Borch.
– – Vi vil kæmpe for bedre præmier til såvel hesteejere og opdrættere, og indgår dette ikke i den nye helhedsplan, så vil vi arbejde på at få det implementeret.
– – Det er meget nødvendigt, at de økonomiske betingelser for hesteejere og opdrættere forbedres markant, og sker det ikke, dør travsporten i Danmark, slutter Jørn Borch.