Ny træner på JVB
TravService.dk erfarer at den tidligere Århus- og Aalborg-træner Benny Christensen igen er på vej til Danmark, hvor han får trænerlicens på Jydsk Væddeløbsbane i Århus.
Det er ellers mindre end et år siden, at Benny Christensen i et interview med TravService.dk udtalte, at han havde fundet sin drøm som træner og catchdriver i Canada og aldrig ville flytte igen, men drømmen brast og derfor søger han nu atter “hjem” til Danmark.
Et kig på den kommende JVB-træners CV vidner om en sand nomadetilværelse i travsportens tjeneste. Siden Benny i 1980 fik sit første job som staldmand hos Magnus Sandgren på Kalmar, har han således været vidt omkring i både Danmark, Sverige, Tyskland, USA og Canada.
– Jeg havde helt klart regnet med at blive i Canada, hvor jeg egentlig er faldet godt til, men flere ting har desværre ændret sig siden jeg kom herover. Dels var jeg i starten ansat hos Jean Pierre Dubois, men efter dopingsagen med Crys Dream, valgte han at skære meget ned på sit hestehold i Frankrig og derfor startede jeg for mig selv, siger Benny.
– Det gik egentlig fint og jeg fik et rigtig godt samarbejde med den norske storhesteejer, Ely Rishaug Iversen, som har mange heste i både Canada og Europa – men Ely har efterhånden fået lidt “hjemvé” efter syv år i Canada og vil gerne se lidt mere til familien i Norge. Hun spurgte mig om jeg var interesseret i at rejse med hjem – og jeg tænkte: Tja, Jeg har pt. 24 heste i træning for Ely, så hvad skal jeg lave hvis hun rejser med alle sine heste?
– Det var oplagt at finde en gård i Danmark, som Ely også synes rigtig godt om, om enden på historien blev altså at hun har købt en ejendom i Langå ved Randers, der er klar til overtagelse 1. september.
11-traver med til Danmark
Benny Christensen forventer i første omgang at have 8-10 heste med til Danmark.
– Jeg har som nævnt 24 heste i træning, men flere af dem er pacere og derfor ikke aktuelle for Skandinavien. Den mest interessante er 7-årige Don Giovani (Yankee Glide)(1.11,2a-$139,128), der i mandags på Mohawk “vandt” et qualifier på 1.13,8. En anden spændende hest er 6-årige Ldees Creditreport (Credit Winner)(1.11,1a-$154,295), der i år har vundet på 1.11,1 og senest var uplaceret på 12,1 i sidste uge på Woodbine, siger Benny, som har vundet i alt fem løb i Canada.
Et plus for travdanmark
Lindhardt Jensen har som nævnt hjulpet Ely Iversen og Benny Christensen med at finde gården i Langå, og JVBs bestyrelsesformand skal i morgen vise ejendommen frem for den nye ejer.
– Ely har faktisk købt gården ubeset, men hun kommer og ser på den i morgen for første gang. Det er et rigtig flot landsted, som i sin tid var ejet af den tidligere amatørkusk Robert Nellemann, der bl.a. anlagde en træningsbane og byggede nogle bokse. Der hører i alt 32 hektar til ejendommen, siger Lindhardt Jensen, som bekræfter at Dansk Travsports Centralforbund har givet grønt lys for at Benny Christensen kan få trænerlicens i Århus.
– Jeg kender ikke nogle af deres heste, men er overbevist om at det nok skal blive et plus for travdanmark.