Ny træner på Fyn
Royal Canin Arena i Odense udvider antallet af professionelle trænere fra den 1. marts.
Det er vist ingen hemmelighed, at den fynske travsport nok kunne bruge et par trænere til eller mere – og det vil fortsat være tilfældet efter den 1. marts, hvor Line Juhl Nielsen åbner stald på banen.
Line Juhl Nielsen starter nemlig som galoptræner!
I hele sit voksne liv har Line Juhl Nielsen arbejdet professionelt med heste.
Først hos travtrænerne Birger og Johnny Jørgensen på Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus, siden i en salgsstald for dressur- og springheste. Men efter første møde med galophestene, var hun solgt.
– Jeg kan godt lide fuldblodshestenes temperament, de er mere levende end mange andre racer, jeg har arbejdet med, og har utrolig meget personlighed.
– Da jeg så flyttede til Odense for at få en uddannelse som jordbrugsteknolog, begyndte jeg at ride ud for familien Tølbøll i Ringe, husker Line Juhl Nielsen.
Det var også her, at hun i 2005 gik i gang med den 3-årige uddannelse om jockey. Og sidste år tog hun så trænerlicens.
– Hele sidste år kørte jeg de to heste, jeg havde i træning, frem og tilbage mellem Sønderjylland og Odense til både træning og løb. I år har vi så taget skridtet fuldt og flytter til Fyn, beretter Line Juhl Nielsen.
Line Juhl Nielsen har fire heste i stalden, når hun åbner den 1. marts, men har herudover tilsagn om at få to åringer til tilridning.