Ny sejr til Ricardo Mols
Peter Frandsen bedst fra start i V65 med talentfulde Ricarco Mols (Chipmate), der nu “pakkes ned” efter en fin afslutning på 3-årssæsonen.
Royal Tulsbjerg var toneangivende fra start, men slap efter 500 meter til totalisatorfavoritten Rhea, mens Ricardo Mols nu havnede i tredje par indvendig. Rafael kom frem til dødens med Remember Laser i ryg.
Ind på opløbet var Rhea fortsat førende, men bagfra kom Ricardo Mols i en stærk afslutning og kunne kort før mål gå frem til sejr. Tredjepladsen til Remember Laser, der skuffede lidt på baggrund af seneste præstation og et perfekt løb i dag.
– Jeg har egentlig altid haft forventninger til Ricardo Mols, men i starten af karrieren kørte jeg den lidt for let balanceret og der kom nogle dummer galopper – nu er han heldigvis begyndt at vise hvad han kan, sagde Peter Frandsen.
– Det ér en god hest og han har en frygtelig god speed. Jeg har sagt til ejeren, at han ikke nødvendigvis skal gå i spids, men lige så godt kan gå fra ryg.
– Det er mit håb, at han efter en lang og sejg vintertræning kan være med blandt de bedste som 4-års. Det var sidste start i år; det er måske fristende at fortsætte med at starte, men han har godt med point til den nye sæson, så vi lader fornuften råde. Nu skal vi forsøge at bygge noget mere muskelmasse på ham; det mangler han stadig. Han er meldt i det meste næste år.
Juul udlignede
Steen Juul kom “á point” med Steen Juul i kampen om årets trænerchampionat i Århus, da han vandt dagens 1. løb med Ready To Rumble (Diamond Way), der på en god afslutning gik frem til sikker sejr foran Star Life Waltz og Rikke Gardenia. Bégge kuske er nu noteret for 21 sejre.
Montéløbet gav sejr til Sabina Gammelgård med Key Star Ø (Little Devil), der ejes og trænes af Århus-amatøren Jørgen B. Pedersen.
Storfavoritten Pema var hurtigst afsted fra start, men galoperede ind i første sving og så overtog Nicholas Bit føringen med Key Star Ø nærmest. Den stilling holdt til opløbssvinget, hvor Sabina Gammelgård trak ud til angreb og på en fin afslutning gik parret forbi til let sejr.