Ny sejr til Broad Bahn!
Hambletonian-vinderen Broad Bahn med George Brennan har fået en på papiret meget overkommelig opgave på søndag på Tioga Downs i Zweig Memorial.
Der er vist ingen tvivl om, at Broad Bahn bliver kæmpe favorit i søndagens 9. løb på 1000 meter banen Tioga Downs i Staten New York.
Ikke alene har den danskejede Hambletonian-vinder vundet mere end dobbelt så meget som sine seks konkurrenter har gjort tilsammen – hans bedste notering er 1 4/5 sekunder (mile rekord) bedre end den hurtigste af konkurrenterne.
Men nu skal ethvert løb køres først før vinderchecken kan skrives ud, men meget tyder på, at der skal stå Leif Alber på den.
Zweig Memorial køres i to afdelinger med hhv.otte og syv heste til start .
Broad Bahn er i afdelingen med syv deltagere, og derfor er der også mindre penge at køre om i hans afdeling – nemlig 122.420 dollars, mens der køres om 124.920 dollars i den anden afdeling.
Broad Bahn fik igen spor 5 – Vc Chocoholic med Brian Sears, der er næstfavori,t trak spor 4.
Den anden afdeling virker mere jævnbyrdig med Charlie de Vie, Bambino Hall og Evil Urges som favoritter.