Ny oddsbombe i Odense
Der er udsigt til store gevinster i søndagens V65-spil i Odense, hvor Pernille Rasmussen serverede endnu en overraskelse i 2. afdeling med Super Nice Lady (Super Tilly) til næsten 20 gange pengene. V65-værdien steg til 8.071 kr.
Moon Star var hurtigst ude fra start, men slap kort efter til Ouzu Pride, der snart fik totalisatorfavoritten Play On Flamingo frem til dødens. Første 500 meter gik efter 1.19,3 og kilometeren efter 1.19,6.
Efter 700 meter skiftede Pernille Rasmussen fra “vinderhullet” til andet par udvendig og gav dermed tredje par udvendig til Mickeymousehouston.
Den stilling holdt til ind i sidste sving, hvor Play On Flamingo rullede over i galop.
Ouzu Pride var førende ind på opløbet, men Super Nice Lady fik hurtigt overtaget og holdt hele vejen hjem, selvom både Mickeymousehouston og Kid Creole E P kom meget tæt på til slut – alle tre heste fik noteret tiden 1.19,1/2640 meter Sidstnævnte sad længe lukket inde i fjerde par indvendig, men ind i sidste sving fik Steen Juul bakket sin hest ud til angreb, og så gik det rigtig stærkt for Kid Creole E P, der må være sejrsaktuel næste gang!
– Hun går jo hele vejen til mål, det har hun faktisk gjort altid og havde fordelen af et lidt længere løb i dag. Hun er jo ikke en vindertype, så jeg var lidt i tvivl om hvorvidt hun kunne være en vinderchance, men hun har gået rigtig godt og startspor 1 var også en fordel, sagde Pernille Rasmussen efter sejren.