Ny montesejr til Santana Bork
For tredje gang i træk vandt Skive-hesten Santana Bork med Christina Lindhardt et monteløb – denne gang på Klosterskogen i Norge.
Der var kun en hest på banen i 1. løb på Klosterskogen og det var danske Santana Bork ,der havde overtaget føringen ud af første sving og siden løb sit eget løb foran en felt, der kom halsende efter.
Santana Bork (Beaumont Hanover) med Christina Lindhardt sejrede sikkert med lidt over 5 længder i 16.6a/2100 m – præmie 15.000 kroner. Vinderodds var 1.59.
I det følgende løb var Christian Lindhardt til start med Super Toft, der fra sin startplads i anden række kom fint igennem og efter 1000 meter sad i andet par udvendigt.
På opløbshjørnet sendte Lindhardt Super Toft i angreb, men på vej frem i tredje spor blev det til galop ind på lige bane – og så var forsvandt enhver chance for en placering. Super Toft kom i mål i 1.20.3 som en af de sidste.
Løbet vandtes i 1.19.3a/2100 m af Mr Ratzeputz, der førte fra start.