Ny hesteejer fornemt fra start
Ole Torkdahl har fået en drømmestart som hesteejer med tre sejre i fire starter, men den fynske forretningsmand var på en svær opgave da han for nogle måneder siden besluttede sig for at købe en travhest.
– I oktober måned var jeg med til et Danske Bank-arrangement på Royal Canin Arena i Odense – “A day at the races” – og fik lyst til at få mig en hest, men det var stort set umuligt at finde ud af hvordan man KØBER en hest, indleder Ole Torkdahl.
– Jeg brugte nok en fem-seks timer på at surfe rundt på nettet, men jeg kunne simpelthen ikke finde ud af hvor jeg skulle henvende mig. Det var først da jeg rent tilfældigt mødte en tidligere nabos nabo, Peter Hansen (P.H. Beslagssmedie), som har heste hos Frantz Praëm, at der skete noget. Det var slet ikke faldet mig ind, at det var en træner jeg skulle ha’ fat i hvis jeg ville investere i en travhest.
– Dagen efter henvendte jeg mig så til Frantz og sagde, at jeg gerne ville ha’ en travhest. Han spurgte mig så hviken slags hest jeg ville have, men jeg var egentlig ligeglad og stillede ikke de store krav – jeg ville bare gerne ha’ en hest. Frantz sagde så, at jeg skulle have en løbshest ellers ville jeg “gå sukkerkold” i løbet af et par år hvis hesten ikke kom til start. I første omgang fik jeg tilbudt en 3-åring, men den handel blev af forskellige årsager ikke til noget.
– I stedet kom Birger Jørgensen ind i billedet og han fandt så to heste, Smokie Juvel og Lets Go For It, som jeg købte i midten af november efter at Birger og Frantz havde prøvekørt dem og sagt god for dem. Jeg fik så ændret navnet på den sidstnævnte til Miss Torkdahl og tro mig, det var STORT da den første hest med mit navn – vi er den eneste familie i Danmark med navnet Torkdahl – vandt sin første start med mig som ejer.
Miss Torkdahl sejrede i sin debut på Royal Canin Arena d. 11. januar. Fire uger forinden gjorde Smokie Juvel sin debut, der endte med galop på hjemmebanen, men siden er fulgt to flotte sejre på Jydsk Væddeløbsbane – senest i søndags, hvor Birger Jørgensen igen sad i sulkyen bag en af den nye succeshesteejers heste.
Miss Torkdahl
Savner information
Det lykkedes for Ole Torkdahl at købe ikke en hest – ja, faktisk TO heste – men som nævnt ikke uden lidt startvanskeligheder, og han efterlyser nu noget materiale for kommende potentielle hesteejere.
– Når man nu har et arrangement for 100 mennesker, hvoraf størsteparten aldrig tidligere har sat deres ben på en væddeløbsbane, kunne der godt ligge noget materiale om hvordan man får køber en væddeløbshest, siger Ole.
– Jeg er meget taknemmelig for den store hjælp jeg har fået fra Frantz og Birger, men det ville være meget lettere hvis man kunne få en brochure, der fortæller lidt om hvor man skal henvende sig, hvad det koster etc. Jeg tror der er mange erhvervsfolk med orden i økonomien, der godt kunne blive fristet til at få en hest hvis de vidste lidt mere om det, og kan derfor kun opfordre hestesportens organisationer til at få fremstillet noget informationsmateriale til nye hesteejere.
– Jeg har snart fødselsdag og har tænkt mig at invitere en flok mennesker med til trav – der er jo mange i min omgangskreds, der ikke kender nogetsomhelst til væddeløbsheste – og jeg er overbevist om, at mange ville gøre det samme hvis de selv fik en hest.
Ole Torkdahls nye interesse har også givet genlyd i hans omgangskreds.
– Udover mine forretningsforbindelser (Ole Torkdahl er ejendomsinvestor) følger mine bekendte fra både badmintonklubben og svømning med i hvordan det går mine heste, men jeg synes jo også det er en fantastisk sport. Som jeg plejer at sige, at når man spiller golf, skal man gå langt efter bolden, men med trav kan man sidde i restauranten og nyde et glas rødvin mens hestene løber, griner Ole.
– Jeg har aldrig været “rørt” af en sport, men det der tænder mig ved travsporten, er den spænding der er op til løbene. Jeg er nervøs i flere dage når jeg har set startslisten!
Flere heste?
Ole Torkdahl har fået en drømmestart som hesteejere og vil ikke afvise, at han på et tidspunkt skal ha’ flere heste.
– Jeg er jo blevet tændt på sporten, men skal lige lære lidt mere om det først. Men jeg synes jo det er flotte dyr, og hvis Frantz og Birger en dag kommer og siger, at den her SKAL du bare ha’, så køber jeg den nok, siger Ole, som efter eget udsagn ikke har travheste for økonomisk vindings skyld.
– Det er udelukkende for at få nogle sjove oplevelser, for som en viis mand engang sagde: Penge kommer og går, men oplevelser består!