Ny hest til Jydsk Telefons Travklub
I aftes havde Jydsk Telefons Travklub generalforsamling. Her fik medlemmerne oplyst, at klubben nu er ejer af en ny spændende 3-åring ved navn Rich Man.
Hingsten er opdrættet af Calle Wihlborg, og blev i 2009 eksporteret til Sverige – men nu er den altså købt tilbage til Danmark.
– Det er en lækker hest med en rigtig flot stamme, indleder klubbens formand Rene Møller. Rich Man er efter Andover Hall (us) og Pleasure Girl K (us). Faderen kender de fleste (1.09,4a 22: 11-5-2 8.971.549 SEK.), mens moderen er efter endnu en amerikaner, Muscles Yankee (1.09,9a 21: 15-2-1 11.091.463 SEK.). Der ruller således rigtig flot blod i årerne på Rich Man, og vi har selvsagt store forventninger til hesten.
– Vi blev anbefalet Rich Man af Jörgen Sjunnesson. Henrik Lønborg testede den på Lunden for en måneds tid siden, og efterfølgende kom købet i stand. Rich Man går i træning hos Henrik Lønborg, som også havde vores seneste hest, Light Bulb (s), i træning. Denne er nu solgt til en hesteejer på Lunden.
– Rich Man er meldt i alle årgangsløb, og skal nu trænes frem. Jeg forventer, han er løbsklar om et halvt års tid, oplyser en spændt Rene Møller.
Jydsk Telefons Travklub tæller 158 medlemmer. På søndag er klubben i øvrigt løbssponsor på Jydsk Væddeløbsbane.