Ny Hambo-kandidat
Med en rekordforbedring på hele seks sekunder trådte Classic Photo-sønnen Whit nu for alvor ind på The Hambletonian-scenen, da den vandt en afdeling af new Jersey Sire Stakes på The Meadowlands i nat.
Whit med Tim Tetrick i sulkyen nåede målstregen først i hård kamp med CelebrityBombay og noteredes for 1.10.1 – det er den tredjehurtigste notering af en 3-åring i verden i år. Det var desuden en forbedring på hele seks sekunder (på milen) af Whits tidligere bedste notering ved sejr.
I sin forrige start var Whit sjette over mål i 1.11.0 – slået med 9,5 længder af Hambletonian-favoritten Manofmanymissions, der sejrede i 1.09.7.
Det var karrierens 3. sejr til Whit – alle vundet i år – han har i alt startet 21 gange og har tjent $112.462.
Den anden afdeling vandtes av VC Chocoholic (Chocolatier) med Trond Smedshammer i 1.11.4 – Smedshammer sagde efter løbet, at Vc Chocoholic dog næppe startmeldes til The Hambletonian.
Det gør derimod Luckycharm Hanover (Andover Hall), der vandt et åbent 3 – løbs for David Miller. Luckycharm Hanover sejrede i 1.10.7.
Der var også et par løb for Oaks-kandidaterne, og de vandtes af hhv. Wincinnatti (Windsong’s Legacy) med Yannick Gingras i 1.10.5, og af Tawesome More, (Muscles Yankee) med Andy Miller i 1.10.6.
I rammeprogrammet viste 9-årige Corleone Kosmos (SJ’s Photo), at han fortsat kan løbe hurtigt,da han vandt sin 24. sejr i karrieren i 1.09.5 kørt af David Miller.
Whit med Tim Tetrick vinder i hård kamp med skjulte Zooming – der i øvrigt også er efter Classic Photo.
Foto: Lisa Photo.