Ny direktør på Lunden
Pressemeddelelse fra Charlottenlund Travbane:
Victor Feddersen bliver ny direktør på travbanen
Travsportens nationalarena, Charlottenlund Travbane, har ansat den tidligere eliteroer Victor Feddersen som ny direktør.
Den 45-årige Victor Feddersen er i den brede offentlighed bedst kendt for sine bedrifter i den legendariske ”Guldfirer”, hvor han i 1990’erne vandt adskillige internationale mesterskaber samt olympisk guld.
Udover sine unikke erfaringer fra mange år i elitesportens verden har Victor Feddersen også en spændende erhvervsprofil, og han har gennem mange år arbejdet med ledelse, udvikling og coaching. På det idrætspolitiske felt har Victor Feddersen endvidere varetaget flere tillidsposter, ikke mindst som formand for DIF og som medlem af Team Danmarks Aktivkomité.
”Jeg har fået en masse erfaringer med i bagagen både fra erhvervslivet, men også fra sportens verden, og det gør, at jeg føler mig godt rustet til at træde ind i direktørjobbet på Charlottenlund Travbane,” siger han.
Bestyrelsesformand for Charlottenlund Travbane, Peter Berner Wilhelmsen, glæder sig også til det fremtidige samarbejde.
”Victor Feddersen har en rigtig spændende kombination af vindermentalitet og indsigt i både elitesportens og erhvervslivets interesser og vilkår. Vi tror på, at han kan være med til at løfte ’Lunden’ endnu et niveau i den positive udvikling, vi allerede er i gang med, og vi glæder os meget til det kommende samarbejde,” siger han.