Ny årgangstriumf til Malmqvist
Tomas Malmqvist har fejret talrige triumfer i danske årgangsløb og i aften slog Jägersro-træneren til igen i Stald KTAS’ 3-års Mesterskab 2011 på NFT med Absint.
Kasper K. Andersen kørte et helt perfekt løb med svenskfødte Absint, der fra start fik ryg på Right Dream K, som fløj til spids og afviklede de første 500 meter efter 1.18.
Efter ca. 700 meter blev Royal Trophy skiftet fra tredje par indvendig til dødens og satte den førende under pres, men først ind på opløbet fik Rene Kjærs hest overtaget.
Samtidig kom Absint ud fra inderbanen og på en fin afslutning kunne Extreme Aunou-sønnen gå frem til sikker sejr i tiden 1.18,5a/2140 meter. Royal Trophy galoperede kort før mål med andenpladsen “på gaflen” – den gik i stedet til Right Dream K foran Ronja Park.
– Det blev helt perfekt for os. Jeg vidste han kunne åbne for vi har kørt ret stærkt eftre bilen med ham på Jägersro, og da vi fik hullet afgjorde han ganske let, sagde Kasper K. Andersen.
Absint – der ejes af Leif Andersson – fik 15.000 kroner for sejren.