Nu bli’r det rigtig spændende!
Iver Jessen skabte intens spænding om årets amatørchampionat, da han vandt V5-spillets indledende afdeling med Martin Jahn-trænede Janis Face (Enjoy Lavec) efter et optimalt løb i ryg på favoritten O’bella Max.
Det lignede længe den ventede sejr til O’bella Max med Søren Johansson, som dirigerede løbet i front med 1.19/1000 meter med Janis Face i ryg.
Midt i sidste sving gik Iver Jessen ud i andet spor med svenskfødte Janis Face, der på selve målstregen fik kæmpet sig forbi favoritten til sejr i tiden 1.17,7/2000 meter.
Iver Jessen og Bøje Laursen er nu begge noteret for syv sejre og tre andenpladser på Billund Trav i år – sidstnævnte er dog fortsat førende i kraft af flest tredjepladser! Begge kuske har flere køreture i løbet af dagen.
– Vi kommer lidt privat sammen med Karina (Rindom) og Iver og har overnattet et par gange, så det synes jeg han skulle ha’ lidt, men han havde også fået perfekte køreordrer fra hestens træner, smilede Martin Jahn.
– Men det er frygteligt at stå her; jeg har nerver ad h…… til, men det lettede lidt, så nu stopper vi på Burger King på vejen hjem!
Peter Rasmussen kom bedst fra start med sejr i 2-årsløbet bag debutanten Saxo Epice (Trophy Catch), der på en fin afslutning fangede favoritten Star Life Waltz kort før mål til kneben sejr i fornemme 1.17,9a/1900 meter.
Star Life Waltz var toneangivende undervejs, men fik hårdt tryk af Slingshot og det kostede givetvis sejren. Jan M. Rasmussens hoppe gik i øvrigt et topløb og var kun kort slået til fjerdepladsen efter et hårdt løb – se op for den næste gang.
– Jeg har haft den hjemme, men den har været et par måneder hos Peter Rasmussen og har trænet godt. Jeg troede ikke den var så langt fremme, men 17,9 er en fin tid på denne årstid, konkluderede Saxo Epices ejer og opdrætter, Thomas Baastrup Jensen.
Montéløbet fik også en overraskende vinder i skikkelse af Unique Ride G (Viking Kronos) med Rikke Munk Sørensen i sadlen.
Unique Ride G var hurtigst afsted fra start, men måtte ud på sidste omgang slippe til storfavoritten Outsider med Christina Sørensen, der afviklede den første kilometer efter 1.14,1.
Ind i sidste slog Rikke Munk Sørensen imidlertid kontra og overtog igen føringen. Outsider kom frem udvendig, men rullede over i galop midt på opløbet og så var vejen banet for en overlegen sejr til Unique Ride G, der ejes og trænes af Skive-amatøren Tina von Hirsch.