Nouba du Saptel slutter
En af de bedste franske hopper gennem de senere år, 10-årige Nouba du Saptel har sluttet karrieren.
Beslutningen traf ejeren og træneren Pascal Geslin mandag eftermiddag.
Nouba du Saptel startede så sent som i søndags på La Capelle i Normandiet, hvor hun medF ranck Nivard i sulkyen besatte femtepladsen i 1.11.3 – det var her Commander Crowe vandt i banerekord 1.11.2.
Nouba du Saptel nåede at starte 106 gange – hun vandt 21 sejre og tjente 1.713.030 Euro – udelukkende i Frankrig. Hendes rekord på 1.10.0 satte hun ved sejr i Criterium de Vitesse de Basse Normandie på Argentan-banen den 30. april i år.
Fire gange var Nouba du Saptel til start i Prix d’Amerique – bedst gik det i 2009, hvor hun blev nummer to – i 2008 blev det til en 7. plads og i 2010 en fjerdeplads, mens hun sluttede uplaceret i år.
Nouba du Saptel er klart sin moders bedste afkom – moderen France Douce fik blot fire føl – to hingste og to hopper – de tre har startet og efter Nouba du Saptel er hingsten Mon Gite du Saptel (Riton du Gite) bedst med 1.16.7 og en indtjening på 64.784 Euro.
Nouba du Saptel har også været faderen Canada’s bedste afkom.
Canada har virket i avlen i Frankrig i flere år, men udover Nouba du Saptel så er det faktisk kun kuldsøsteren Nouba Turgot 1.11.3 – 1 mio. Euro, der virkelig har hævdet sig – og pudsigt nok er de fra samme årgang.
Canada, der nu er 21 år, virker fortsat i avlen, men benyttes ikke meget – han står til 1.000 Euro i føltakst.
Nouba du Saptel går i avlen i 2012, men endnu er der ikke taget beslutning om hvem der skal være hendes første partner.