Noter fra Bornholm
Så fik jeg oplevet en travdag på Bornholm med Bornholms Mesterskabet som hovedbegivenhed. Og her er nogle indtryk fra dagen.
De første tilskuere indfandt sig allerede fra klokken 10 om formiddagen. Mange har egne borde og stole med, men der findes også utallige borde og bænke, som alle blev besat jo tættere vi nåede løbsdagens begyndelse.
Klokken 12.30 blev kuskene præsenteret – og på det tidspunkt, var tilskuerpladserne godt fyldt op.
Der var cirka 2400 betalende tilskuere, men hertil kommer fribilletter og licenser, så det anslås, at der var omkring 3.000 tilskuere.
Det er specielt at være til trav på Bornholm.
Alene det faktum ,at banens omkreds kun er 580 meter, gør det for en gæst svært at følge med i hvor langt der nu er tilbage i et løb.
I det øvrige Trav-Danmark taler vi om, at en løbsdag skal overstås hurtigst muligt.
Optimalt ville det være, hvis der blot var 10 minutter mellem løbene, mener nogen.
Det er lige før man skulle tro, at vi skal undskylde at der afvikles travløb!
På Bornholm tager en løbsdag den tid, den tager.
Ikke noget med stress og jag.
Ja, i virkeligheden er det back to basis – som travsporten var i Danmark engang.
Det kan jeg godt lide.
Det giver tid til det sociale element – snakken om dette og hint.
Jeg mødte bl.a. 84-årige Knud Sonne, der ikke misser en løbsdag og som næsten har været med fra banens start.
Og Tenna Ipsen- damen med Will-hestene, Kenn Erik Bech, der ofte leverer interessante artikler til denne hjemmeside samt Mikkel Stub – formand for Opdrætterforeningen, der havde travlt i sin egenskab af hjælper hos træner Frank Mikkelsen.
Nogle af vore venner, der har Bornholm som yndlingsferie destination om sommeren, men som aldrig havde været til trav, havde vi inviteret med.
De kom dog allerede klokken 12 – for det havde der stået i lokalavisen – mens vi andre kom på banen en time senere.
Men de var blevet fint serviceret af Carsten Bundgaard, der havde sat dem ind i oddstavlen og om travløbene i det hele taget.
Bundgaard gjorde et stort og flot stykke arbejde i Vindercirklen, hvor han kommenterede opvarmningerne inden løbene, kom med tips og lavede sejrsinterviews.
Når hestene præsenteres på Bornholm, så er det ikke bare en parade.
Nej, banens speaker, Mogens Rotvitt præsenterer hele feltet, imens de kører fordi Dommertårnet.
På staldområdet træffer jeg Birger fra Stald Nina.
Han har to heste med i Bornholms Mesterskabet – Hector Brogård og Lamott, der mellem sig har vundet løbet de sidste fire år.
-Men i år vinder Nero Shadow, siger han meget bestemt.
Egentlig var Hector Brogård faldet for aldersgrænsen 12 år, men da DTC sidst på året pludselig ændrede reglerne og tillod travheste at starte til og med det 14. år, fik Hector Brogård ikke det otium, den var tiltænkt.
– Jeg synes, det var bedre, hvis DTC havde lavet nogle tiltag, der var til gavn for opdrætterne. Der fødes jo færre og færre føl, og jeg mener, at det er vigtigt, at der bliver lavet nogle tiltag, så den udvikling bliver vendt, sagde Birger.
Det kan vel kun de færreste være uenig i.
Staldene på Bornholm er et kapitel for sig.
At kalde dem garager, lyder vel ikke pænt, men det er det i princippet.
Ingen båse, men alt efter størrelse – en eller flere spiltove, et lille aflukke til seletøjet og foran opselingsplads.
Tilbage på tilskuerpladserne havde sulten meldt sig.
Det var intet problem at få et bord i restauranten – betjeningen hurtig og venlig. Maden ganske OK.
Vi fik fire stjerneskud og fire hvide vand – Pris 300 kroner – eller 75 kroner pr person
Mere følger