Noter fra Billund
Der blev vist fin sport på Billund Trav, der onsdag eftermiddag var vært for Nordisk Onsdag.
Eftermiddagens hurtigste notering på 1.13.9a/1900 m som vinder, var der to der delte – og begge kørt af Bent Svendsen.
Det var først Onaldo Ellelund (C Tøj Frøkjær), der spidsede sejren hjem og siden Peanut Butter (Varenne), der fik opgaven lettet, da storfavoritten Nanny Fine med Henrik Lønborg rullede over i galop ved indgangen til opløbssvinget.
Rositta May med Jeppe Juel var hurtigst fra start, men pullede meget hårdt og det kostede for mange kræfter – hun sluttede på en fjerdepads.
Stutteri Laser fik to opdrætter-sejre – begge fire-åringer. Først Solo Laser (Juliano Star) med Jan Dahlgård og derefter Scott Laser (Muscles Yankee) med Steen Juul.
I Golden Cup-løbet med 25.000 kroner i førstepræmie leverede Right on Time S M (Gills Victory) en stærk præstation, da den fra dødens sikkert nedkæmpede Prins Tandal med Anders Pedersen. Phantom Langborg med Knud Mønster, der var blevet taget meget roligt fra start, kom susende i opløbet, men kunne ikke nå Right on Time S M.
Knud Mønster kom siden på vinderpladsen med Smedjans Santos (Adams Hall), der til gengæld tæt på at blive overspeedet af Speedy Lendalund med Jan Dahlgård.
Flemming Ankerdal fik sin første trænersejr efter hjemkomsten fra Italien med Ovideo Saf (Solerid) med Søren Johansson, der fangede Riana Cross med Henrik Lønborg, der ellers havde taget klar føring ind i opløbet.
Jeppe Juel kom – atter – på vinderpladsen.
I 8. løb vandt han med Team Juels Tripolini V P, der kvaste førende Thummelumsen Dryad med Bent Svendsen, der var lynstartet og hurtigt i spids trods 20 meter tillæg. Triploni VP kom op til den på sidste langside og vandt helt efter behag i 1.16.1/2020 m.
Det var tredje sejr i fem starter til denne Archduke Kemp-søn, der tegner virkelig lovende.
Steen Juul var favorit med Thunder Peak, men den løb ud i galop kort efter start.