Norskejet derbykandidat stormer videre
På Bjerke vandt Sejr Gammelsbæk onsdag aften sin anden sejr i træk og tredje i år – også ny sejr til Preston, der tog sin tredje sejr i træk.
Norskejede Sejr Gammelsbæk, der står anmeldt i såvel Dansk Trav Derby som i Jydsk 4-årings Grand Prix, vandt onsdag aften sæsonens tredje sejr og anden i træk på Bjerke Travet for sin træner Frode Hamre.
Tilliden til Sejr Gammelsbæk, der er efter Great Challenger og Hera Gammelsbæk og opdrættet af Niels Chr Pedersen, var meget stor.
Ja, Sejr Gammelsbæk var spillet ned til 13:10 og kvitterede da også med en ny sikker sejr i 1.15.8a/2100 m – præmie 30.000 kr.
Alene i denne sæson er det blevet til 103.000 kr i fem starter og rekorden er 1.14.6.
Sejr Gammelsbæk kan udmærket vise sig at være et godt bud på en topplacering i de danske årgangsløb!
Preston (Earthquake – Pretty Løjberg), der er opdrættet af Erwin Jensen er fortsat ustyrlig i det norske og vandt sin tredje sejr i træk med Tom Eik Solberg i sulkyen.
Denne gang var det kun med en mulespids, men den tredje sejr i træk kom i hus til en værdi af 30.000 kr. Det bringer Prestons samlede indtjening i 2013 op på 121.000 kr.