Nyt mekka for spillefugle
NKI Racing Arena Aalborg indvier sportscafé og holder åbent hver dag.
Spillefugle i Aalborg og omegn kan glæde sig til et nyt spændende tilbud.
Det lanceres på NKI Racing Arena Aalborg, hvor to-tre månedlige hestesportsstævner fremover krydres med en sportscafé, Pitstop, der vil holde åbent hver dag og bl.a. rumme mulighed for at satse en skilling på en eller flere af spilleobjekterne hos Danske Spil.
– Vi har indrettet en moderne Pitstop i stueetagen, og de nye faciliteter er et vigtigt skridt i bestræbelserne på at opfylde vores målsætning om at være Danmarks flotteste væddeløbsbane, siger NKI Racing Arena Aalborgs direktør, Michael Korfitsen.
Banen har ansat Jens Erik Kristensen som daglig bestyrer af Pitstop’en, der indvies lørdag 9. juli og vil have åbent kl. 11-22 alle hverdage samt 11-19 i weekenderne.
Gæsterne kan ikke blot få stillet spillelysten via Danske Spil og spilleautomater. I cafeen vil der også blive vist aktuelle sportsbegivenheder på storskærm, ligesom der er mulighed for at købe drikkevarer og lette menuer.
Forud for satsningen har bestyrelsen på NKI Racing Arena undersøgt behovet grundigt og været på studietur til Charlottenlund Travbane, der i flere år har haft succes med et lignende Pitstop etablissement.