Niels Langkjær klar til revanche
Henrik Lunds reklamehest Niels Langkjær er klar til revanche på Åby i aften efter den skuffende indsats på Elitloppsdagen.
– Ja, han skuffede mig lidt sidst, men løbet blev heller ikke til hans fordel. De kørte ikke noget undervejs; til gengæld gik det frygteligt stærkt de sidste 7-800 meter, hvor han var sat af i tredje spor, siger Henrik Lund.
– Jeg tillægger det også en vis betydning, at Niels Langkjær stod på Solvalla fra torsdag fordi jeg skulle starte en anden hest om fredagen. De har det trods alt bedst i deres eget miljø, og det ville ha’ været en fordel hvis vi kunne være kommet på løbsdagen.
– Han har efterfølgende passet sin intervaltræning helt efter planen og alt virker helt normalt. Jeg tror altid på at han er med fremme når han starter – det gør jeg også i dag, selvom konkurrencen er blevet lidt bedre end jeg havde forventet i et løb med 30.000 til vinderen. Der er en fire-fem rigtigt gode heste, men hvis vi har lidt tur, er han med på stregen.
Palio underpræsterede sidst
Henrik Lund har pt. 14 heste i træning og Århus-træneren er godt tilfreds med forretningen.
– Jeg synes det går ganske fornuftigt. Hestene går godt og der er en rimelig udskiftning hele tiden. Jeg har bl.a. et par 3-åringer, der er godkendt og klar til start, siger Henrik Lund.
En af de heste, Henrik Lund har haft fin succes med de seneste måneder, er 4-årige Palio, der dog ikke var på toppen i sin seneste start på Lunden (25. maj).
– Palio underpræsterede sidst pga. en infektion i kroppen. Han er i orden igen, men vi tager det stille og roligt, da han ikke er meldt i årgangsløbene.
Foruden Henrik Lund er Flemming Jensen også på plads på Åby med tre heste – Mega Vang (trænes af Dorthe Christensen), Lord Rocket og Pontiac. Endvidere starter Morten Melin ubesejrede Optik Vang, der jagter sin tredje sejr på stribe.
KLIK HER for at downloade programmet.