NFT-direktør: Vi klager ikke
Nykøbing Falster Travbane (NFT) indleder sæsonen torsdag d. 31. marts med et otte løbs program, og banens direktør siden 1992 – Dennis Stenbæk – glæder sig selvfølgelig til at komme i gang igen efter en lang vinterpause.
– Det bliver helt sikkert skønt at komme i gang igen. Jeg havde lidt bange anelser for om der var nok heste til at lave et fornuftigt program, men jeg ved da at en del har gemt deres heste til der igen er løb på NFT og synes at vi, årstiden taget i betragtning, har fået sammensat et pænt program til sæsonpremiere, siger Dennis Stenbæk (45).
Beskedent overskud
For NFTs vedkommende har vinterferien varet 4½ måned fra sæsonen sluttede d. 18. november i fjor. Ud fra et økonomisk synspunkt havde banen på sydhavsøerne en fin sæson – ”Jeg tror faktisk vi er den bane der kører bedst!” som Dennis Stenbæk siger med et glimt i øjet.
– Vi har endnu ikke fået regnskabet tilbage fra revisoren, men som mange andre år kommer vi ud med et beskedent overskud, så vi klager ikke. Det er jo heller ikke planen at vi skal lave et kæmpe overskud – i så fald har vi været for dårlige til at drive forretningen, forstået derhen at vi ikke skal lave penge til skattevæsenet, men fortsat konsolidere os og betale så mange penge som muligt tilbage til hesteejerne, siger Dennis Stenbæk.
NFT holder generalforsamling i maj måned – den nøjagtige dato er endnu ikke fastsat.
– Det handler jo dybest set om hvor god man er til at vende den sidste femøre. Der er ikke plads til de store investeringer udover det, HFF giver os ret til. Driftstilskuddet forbliver uændringer, da vi – altså hestesporten som helhed – i øjeblikket ikke ved om vi er købt eller solgt. Det er ren overlevelse, og det er ens for alle. Men vi har heldigvis i mange år haft det princip, at vi ikke bruger pengene før vi har dem, og derfor kører NFT så godt som vi gør, siger Dennis Stenbæk.
Totalomsætningen er vigtigst
De danske væddeløbsbaner får den procentmæssigt største provision af baneomsætningen, men det tal mener Dennis Stenbæk at man reelt ikke kan bruge til noget.
– Alle fokuserer på baneomsætningen, men det synes jeg ikke er så vigtigt når vi står hvor vi står. Vi er nødt til at tænke på TOTALomsætningen for at få det hele til at køre rundt. Det er der ikke mange der gør, men det synes jeg det burde gøre. Uden en totalomsætning har man næsten ingenting, selvom man selvfølgelig altid kan tjene nogle penge internt i forretningen.
– Det er ingen hemmelighed at vi ikke har så mange tilskuere på NFT, men vi prøver at optimere det så godt vi kan med bl.a. firmarundvisninger og i det hele taget at være aktive for at få nogle lokale folk ud på banen. Vi må dog også se i øjnene, at det er blevet sværere efterhånden som vi har fået så god service på danskespil.dk/Dantoto Racing Live, så folk man sidde hjemme foran computeren og spille. Der er ikke mange, der river en hel aften ud af kalenderen for at tage til trav på NFT en torsdag aften. Det var lettere dengang vi kørte om lørdagen, hvor folk har fri alligevel, men nu vælger mange at spare noget tid og følge med fra hjemmefra, hvor man ret beset kan lave andre ting mens der er løb.
Harald Lunds Mindeløb uændret
NFTs sportslige flagskib har i mange år været Harald Lunds Mindeløb, der blev kørt første gang i 1998 til minde om banens mangeårige trænerchampion. Løbet køres i år søndag d. 10. juli – ellers er torsdag fast løbsdag på NFT i alt 19 gange frem til sæsonafslutning d. 22. december.
– ATEA har været hovedsponsor for Harald Lunds Mindeløb de senere år og fortsætter heldigvis samarbejdet, som vi sætter stor pris på. Ellers forventer jeg ikke de store ændringer af hverken præmiesum eller andre ting omkring mindeløbsdagen, siger Dennis Stenbæk, som kun har én bekymring før den kommende sæson:
– Der kan blive problemer med hestematerialet; at skaffe heste nok til løbene, men lad os håbe det går. Jeg kan godt mærke det er blevet sværere at overtale folk til at starte på NFT; det koster trods alt at ræse rundt fra bane til bane, men vi håber det bedste.
Sportsligt har NFT-trænerne altid klaret sig flot – således også i øjeblikket, hvor trænerstaben består af Jens Arne Hansen, Rene Sejthen og Henrik Thomsen. Inden længe forventes Martin Kristiansen også at indlæse professionel trænerlicens på banen.
Henrik Thomsen står bl.a. i spidsen for NFTs lokale hest i anpartsprojektet Danmarkshesten i samarbejde med amatørkusken Kasper Nielsen.
Læs om Nykøbing Falster Trav på www.nykftrav.dk