New Line i opvisningsstil
Danske New Line med Åke Svanstedt i sulkyen vandt en legende let sejr i Kalmarsundpokalen søndag eftermiddag på Kalmar Travet. Det var anden gang New Line vinder dette løb.
Da New Line vandt løbet i 2011 måtte han dele sejren med Evision.
I år skulle han ikke dele med nogen.
Ved målpassage var der nemlig fem længder ned til nummer to, Livi Edvards og så var der mere dansk på tredjepladsen ved Henrik Thomsen-trænede Omaha med Jørgen Sjunnesson.
Der var 100.000 SEK i førstepræmie til New Line, der ejes af Kim B Andersen og Thomas Christensen og er opdrættet af Jørn Borch, Stutteri Line.
New Line har haft en flot sæson i år med tre sejre i 6 starter og en samlet indtjening på 815.000 SEK.
Den har nu tjent over 2.1 mio. SEK i karrieren.
New Line er efter King Conch, som vi også kender som fader til Flemming Jensens tophest Local Conch – moderen På’en Igen Frøkjær (Pay Dirt) er også moder til bl.a. Hurricane Line (Victor Victor) 1.12.4 – 1.5 mio. kr samt Derby-treeren Lux Line (Good as Gold) 1.15.6 – 256.000 kr.
Kalmarsund Pokalen på sprint vandtes uhyre sikkert af Elitloppsdeltageren Shaq is Back (Credit Winner) med Daniel Reden i sulkyen i 1.10.5a/1640 m foran Photo Sea med Peter Untersteiner i 1.11.3! Førstepræmie 150.000 SEK.
Feltets anden Elitloppshest, Friction har virkelig grus i maskineriet i år og galoperede to gange – nåede dog en femteplads i 1.11.6.
En stærk præstation stod den 4-årige Donttellmeanymore (Andover Andover) med Kim Eriksson for, da den blæste fra feltet og vandt suverænt i 1.11.0a/1640 m.